Interfloras nye direktør vil sige det med andet end blomster
Om tre år er Interflora en helt anden forretning end i dag.
Sådan lyder det mere eller mindre i den tre-års-strategi, som Danmarks største blomsterleverandør har offentliggjort i dag anført af Søren Flemming Larsen, der satte sig i direktørstolen i sommer.
De første tre måneder har han anvendt på at gennemgå virksomheden og markedet. Han har noteret sig, at blomstermarkedet de seneste år er faldet med 19 pct. i EU, og at lige så mange blomsterbutikker er lukket. De næste tre måneder har han brugt på utallige besøg for at få Interfloras mange medlemmer til at hjælpe sig med at udforme planen frem mod 2017.
Resultatet er, at Interflora vil forsøge at fastholde sin førerposition på blomstermarkedet, selvfølgelig, men satse endnu mere på gavehilsner- og anledninger. Det betyder to ting. At Interflora også vil være en decideret leverandør af firmagaver, og at kæden vil udvide sit sortiment til at bestå af mere end blomster (70 pct. af det samlede salg i dag), chokolade (10 pct.), vin (5 pct.) samt specialiteter (5 pct.)
»Vi kommer ikke blot til at fokusere på detailområdet. En storstilet satsning på erhvervsmarkedet bliver også en del af den nye strategi,« forklarer Søren Flemming Larsen, der som sit første nye produkt har udset sig en designvase, der vandt guld ved verdensudstillingen i 1935.
Endelig vil Interflora levere med 2-3 timers frist.



