Nyt landbrugshug: Jutlander Bank nedskriver
Banken har gennemgået landbrugskunderne og nedskriver med 37 mio. kr.
Et skærpet syn på landbrugskunderne medfører, at Jutlander Bank må foretage en ny nedskrivning på 37 mio. kr.
Dermed ventes den samlede nedskrivning i 2014 at ende på 260 mio. kr. Det oplyser banken i en meddelelse til fondsbørsen.
»Udsigterne for landbrugserhvervet i 2015 er bekymrende, som følge af store prisfald på svinekød og mælk, og der hersker endvidere usikkerhed om varigheden af den igangværende krise i landbrugserhvervet, der er kraftig påvirket af handelskrisen mellem EU og Rusland, samt Kinas importstop vedrørende mælkeprodukter,« forklarer Jutlander Bank.
Banken forventer at kunne præsentere en indtjening på 277 mio. kr. og et resultat før skat på 75 mio. kr. i det årsregnskab, der lander den 16. februar. Den samlede nedskrivningsprocent ventes at blive "marginalt lavere" end de seneste par år.

