Fortsæt til indhold

Kapitalfond angriber Nets

Kapitalfonden Nordic Capital opkøber dansk vækstvirksomhed i forsøget på at skabe en global betalingskoncern, der kan stjæle markedsandele fra Nets.

Erhverv

Den pengestærke kapitalfond Nordic Capital erklærer nu danske Nets krig på det attraktive marked for betalingsløsninger.

Nordic Capital har således netop opkøbt den fynske vækstvirksomhed DK Online, der gennem de senere år har været en af Nets’ tætte samarbejdspartnere herhjemme.

Opkøbet sker via den svenske betalingskoncern SuperPay, som er ejet af Nordic Capital og består af i alt fem selskaber, der fremover skal forsøge at stjæle markedsandele fra Nets både i Norden - men også på globalt plan.

Købet sker i forlængelse af, at Nordic Capital sammen med Tryghedsgruppen for et år siden forsøgte at overtage Nets, men måtte se et konsortium bestående af de amerikanske kapitalfonde International og Bain Capital samt danske ATP snuppe den lukrative virksomhed for næsen af dem.

Som Finans for nylig kunne fortælle, har danske DK Online oplevet en markant vækst de senere år på at levere betalingsløsninger til den danske detailhandel, hvilket blandt andet er sket i samarbejde med netop Nets, som man nu skal konkurrere mod.

»SuperPay har et rigtig spændende setup og består af en række andre dynamiske virksomheder, der gør det lettere for os at tænke innovativt. Koncernen har fokus både på det nordiske marked men også globalt, og ved at levere løsninger tilpasset til den enkelte kunde, tror vi på, at vi kan erobre markedsandele,« siger direktør i DK Online Bjørn Smidt, der fortsætter som direktør i DK Online og samtidig også bliver aktionær i den nye globale betalingskoncern.

Via SuperPay har Nordic Capital gennem det seneste år været særdeles aktive og opkøbt en række virksomheder, der skal udgøre fundamentet for den nye globale betalingskoncern og konkurrere med en række andre kapitalfonde, der også forsøger at vinde fodfæste på markedet.

»Det er helt typisk, at kapitalfondene melder dig på banen, når vi oplever et marked, der skal privatiseres samtidig med, at de lugter muligheden for et godt afkast ude i fremtiden,« siger Robert Spliid, der er underdirektør i Nykredit og ekspert i kapitalfonde.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Nykredit
Nordic Capital