Fortsæt til indhold

Plastfamilie sælger livsværket efter 50 år

Brødrene Borring sælger den plastvirksomhed, deres forældre stiftede, til en nøglemedarbejder.

Erhverv

Den fynske familievirksomhed Borring Plast er blevet solgt.

Brødrene Anders og Jens, der har overtaget forretningen fra deres forældre, sælger virksomheden til den mangeårige medarbejder Jesper Seistrup, der samtidigt bliver ny adm. direktør.

»Gennem de sidste par år har vi været på udkig efter at sælge. Vi har også haft nogle tilbud. Vi valgte så den løsning at sælge til Jesper, for det er en gammel familievirksomhed, som mine forældre startede i 1964. Derfor er der lidt følelser med i det,« fortæller Anders Borring.

Parterne ønsker ikke at oplyse prisen på virksomheden, der tæller ca. 30 maskiner og 20 ansatte. Men sælgerne er gået efter en køber, der vil videreføre virksomheden fra Tommerup på Fyn.

»Den løsning, vi har valgt, betyder så, at virksomheden fortsætter på adressen og med de samme medarbejdere. Det er en god løsning for os,« siger Anders Borring.

Han fortæller, at der er overkapacitet på plastmarkedet. Det betyder, at der gennem de seneste år er sket en række opkøb, hvor køber har taget kunderne og en del af produktionsapparatet og så nedlagt resten. Det har Borring Plast også selv gjort med opkøb af en række mindre plastvirksomheder gennem de seneste år.

Anders Borring ønsker ikke selv at fortsætte med at eje virksomheden, fordi han har travlt med en anden virksomhed, Svendborg-selskabet Scangrip, som han selv har stiftet. Broderen er beskæftiget som advokat.

Forældrene Hans og Inge Borring stiftede virksomheden i 1964 - sønnerne tog over i 1995.

Med salget sker der også et generationsskifte i Borring Plast.

57-årige Anders Borring og storebroderen Jens overlader nemlig scenen til 36-årige Jesper Seistrup.

»Det er med både store forventninger og respekt jeg overtager Borring Plast. Det er min vision at fortsætte den positive udvikling, Borring Plast har gennemgået i de seneste år,« siger han i en kommentar til handlen.

Jesper Seistrup har været ansat i Borring Plast siden 2007 med ansvar for både produktion og salg. Han er oprindeligt uddannet plastmanager og har 17 års erfaring fra branchen samt en managementuddannelse.

Artiklens emner
Borring Plast