Jubel over rekordår for dansk turisme
Både danske og udenlandske turister overnatter i stigende grad på landets hoteller, campingpladser og vandrehjem. Det glæder de erhvervsdrivende.
Antallet af overnatninger på danske hoteller, campingpladser og vandrehjem steg til rekordniveau i 2014.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I fjor kunne turismeerhvervet nyde godt af 30,6 mio. overnatninger. Det er 4 pct. flere end året før og højere end niveauet før den økonomiske krise.
Tælles feriehuse med, når antallet af overnatninger op på 47 mio.
Det vækker begejstring hos turismeerhvervets organisationer.
»Rejselysten er større end nogensinde, og den bliver bare ved med at vokse,« siger Jens Zimmer Christensen, formand for Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening, Horesta, i en pressemeddelelse.
Også i Dansk Erhverv glæder man sig over udviklingen.
»Det samlede billede er positivt, og særligt glæder vi os over, at antallet af udenlandske gæster er vokset så pænt siden sidste år,« siger Susanne Nordenbæk, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
Ifølge Dansk Erhverv gælder fremgangen både overnatninger foretaget af danskere og udlændinge. Særligt tyskerne trækker i den rigtige retning med 7 pct. flere overnatninger.
»Tyskland er det vigtigste udenlandske marked for den danske turismebranche, og derfor glæder det store dele af den danske turismebranche, at de i stigende grad har foretrukket Danmark i 2014,« siger hun med henvisning til særligt feriehuse og campingpladser.

