Erhverv

Danske medier: Adblockere koster os millioner

Software, der blokerer web-annoncer, er et stigende problem, der koster millioner i annonceomsætning, melder flere danske mediehuse.

De såkaldte adblockere kom i fornyet fokus i sidste uge, at det kom frem, at bl.a. Google og Amazon har betalt millioner til Eyeo, det tyske selskab bag Adblock Plus, den mest kendte adblocker, for at slippe igennem filtret. Beslutningen viser, at tech-giganterne ser adblockere som en reel trussel.   Foto: Ole Spata/picture-alliance/dpa/AP

Flere og flere danskere går på Facebook, læser nyheder og ser katte på Youtube uden at se reklamer eller pop-ups på skærmen. Og det koster mediehusene flere og flere annoncekroner.

Sådan lyder meldingen fra en række medier. De beskriver brugen af såkaldte adblockere, gratis browserprogrammer, netbrugere kan installere for at blokere reklamer på alle sites, man besøger, som et stigende problem.

Det koster TV 2 "et stort encifret millionbeløb" om året, siger Jacob Zeeberg, chef for forretningsudvikling i reklamesalg, TV 2, mens Jyllands-Posten anslår, at mediet årligt mister op mod 10 mio. kr. Politiken melder, at omkring 20 pct. af trafikken undviger annoncer, og annoncedirektør Henrik Børjesson, kalder det en "voksende trussel" i et marked, hvor webtrafikken ikke længere vokser.

Adblockere
En adblocker, en annonceblokker, er et program, du kan tilføje din browser.
Det filtrerer annoncer væk fra de sites, du besøger, f.eks. webaviser, Facebook, Youtube.

En af de mest kendte er Adblocker Plus, der ifølge eget udsagn er downloadet 300 mio. gange og har 60 mio. aktive brugere.

»Når nogen siger: Vi vil gerne have jeres indhold, men ikke jeres annoncer, så ødelægger det vores model for, hvordan vi skal finansiere vores journalistik. Det er et reelt problem. Det er ikke bare i småtingsafdelingen,« siger Jens Nicolaisen, digital direktør på Jyllands-Posten.

Emnet kom i fokus i sidste uge, at det kom frem, at bl.a. Google og Amazon har betalt millioner til Eyeo, det tyske selskab bag Adblock Plus, den mest kendte adblocker, for at slippe igennem filtret. Beslutningen viser, at tech-giganterne ser adblockere som en reel trussel. 
 
Der findes ikke officielle tal for, hvor stor en del af den danske webtrafik, der er reklameblokeret. Adblock Plus hævder at have 260.000 danske brugere, svarende til knap 5 pct. af netbrugerne. Andre analyser viser markant højere tal, ligesom flere mediehusene altså melder om højere niveauer.

Flere tyske medier, bl.a. RTL, fører i øjeblikket en erstatningssag mod Eyeo, som beskyldes for at obstruere mediernes forretningsmodel, hvor gratis indhold leveres i bytte for reklamer.

Men den logik afviser Eyeo, hvis officielle ambition er at give brugere mere kontrol over nettet.

»Præmissen om, at der er en implicit aftale mellem brugere og websider, er forkert. Jeg mener ikke, at nettet nogensinde har fungeret på den måde,« siger selskabets talsperson, Ben Williams.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Top job