Fortsæt til indhold

12 års udbyttetørke slut i Vestas efter milliardoverskud

Den danske vindmølleproducent klarer sig så godt, at der nu er udbytte på vej til ejerne.

Erhverv

For første gang efter fusionen med NEG Micon i 2004 er Vestas klar til at udbetale udbytte.

I et netop fremlagt årsregnskab gør selskabets bestyrelse det klart, at man er parat med et udbytte på 3,90 kr. pr. aktie svarende til 29,5 pct af nettoresultatet i 2014. Det er lidt bedre, end analytikerne på forhånd havde ventet. Forslaget kræver dog en endelig godkendelse på selskabets generalforsamling i marts.

Den seneste udbyttebetaling fra vindmølleproducenten faldt i 2003, da man afleverede et udbytte på 0,1 euro (0,74 kr.) pr. aktie som konsekvens af præstationen i 2002.

»Det glæder mig at se, at Vestas’ finansielle performance til stadighed forbedres med solide resultater på alle finansielle og operationelle hovedparametre,« siger topchef Anders Runevad.

Vestas omsatte i 2014 for 6,9 mia. euro (14 pct. fremgang fra 2013), indtjeningsmarginalen ebit landede på 8,1 pct. og de frie pengestrømme nåede et niveau på 841 mio. euro.

Altsammen svarende til de forventninger som Vestas i løbet af året meldte ud.

Udviklingen er dermed et vidnesbyrd om, hvor langt selskabet er nået siden den katastrofale tid, da selskabet for blot få år siden vaklede på randen af kollaps og blandt andet måtte fortælle bankerne, at man ikke var i stand til at leve op til sine forpligtelser.

Efter en voldsom turnaround ført an af selskabets nye, svenske ledelse, ser det altså noget anderledes ud. Møllebestillingerne vælter ind, og Vestas kunne i det forgangne år bogføre et overskud før skat på 523 mio. euro. En fremgang på 559 mio. euro.

Vestas’ stærke resultater skaber værdi for vores aktionærer, hvilket illustreres af bestyrelsens indstilling om udbetaling af udbytte for første gang siden 2002.
Anders Runevad, koncerndirektør, Vestas

»Et år henne forløber strategien ”Lønsom Vækst for Vestas” som planlagt. Vestas’ stærke resultater skaber værdi for vores aktionærer, hvilket illustreres af bestyrelsens indstilling om udbetaling af udbytte for første gang siden 2002,« siger Anders Runevad.

Han forudser, at de gode resultater vil fortsætte i indeværende år, hvor selskabet for længst har kunnet berette om en tung ordrebog.

Vestas forventer i år en omsætning på 6,5 mio. euro med en ebit-margin før særlige poster på minimum 7 pct., et investeringsniveau på omtrent 300 mio. euro samt frie pengestrømme på minimum 400 mio. euro.

Selskabets ledelse har altså sænket ambitionerne i forhold til i år, men det er velkendt, at den nye ledelse ser konservativt på Vestas' muligheder i året.

I det forgangne år måtte man da også igennem flere opjusteringer, så man nåede frem til det nævnte resultat. Vestas kalder også selv forventningerne for "minimumsforventninger", som man er sikker på, at man kan levere.

Og spørger man i markedet, så lyder forventningen ifølge Ritzau Finans da også noget højere. Her ventes Vestas at præstere en 2015-omsætning på 7,3 mia. euro, en ebit-margin på 9,1 pct. og 468 mio. euro i frie pengestrømme.

Det er i øvrigt værd at notere sig, at ordreindgangen på vindmøller steg fra 5.964 MW i 2013 til 6.544 MW i 2014. Samtidig voksede ordrebeholdningen i serviceforretningen med 0,3 mia. euro til 7 mia. euro. Det endda på trods af, at offshoredelen af servicesegmentet blev skilt ud fra forretningen.

Ser man isoleret set på fjerde kvartal, så skuffede selskabet en smule. Ebit-resultatet landede på 252 mio. euro, en anelse under analytikernes prognoser.

Omvendt er der tale om en fremgang på 22 mio. euro fra samme periode i 2013.

Det skyldes blandt andet en stigning i omsætningen fra 2.361 mio. euro til 2.473 mio. euro i det traditionelt travle kvartal for selskabet.

Tabel over Vestas' regnskab for 2014:

Mio. euro20142013Ændring
Omsætning6.9106.08414 pct.
- heraf serviceomsætning*9649541 pct.
Bruttoresultat1.17889631 pct.
Bruttomargin (pct.)17,014,72,3 pct.-point
Resultat før finansielle poster og afskrivninger før særlige poster92961052 pct.
EBITDA-margin (pct.) før særlige poster13,410,03,4 pct.-point
Resultat af primær drift før særlige poster559221165 pct.
EBIT-margin (pct.) før særlige poster8,13,54,6 pct.-point
Resultat før skat523(36)559
Totale investeringer28523946
Nettoarbejdskapital(957)(596)(361)
Frit cash flow8411.009(17) pct.

*Talene for serviceomsætningen for 2013 inkluderer offshore-omsætningen, som ikke er inkluderet i 2014-tallene, med undtagelse af første kvartal. Ekskl. offshore i både 2013 og 2014 ville væksten i servicesegmentet over året udgøre 7 pct.