Fortsæt til indhold

Sådan tager danskerne bilen på værksted

Der er store forskelle på, hvem der sender bilen på autoriserede værksteder, og hvem der sværger til de frie autoreparatører. Der er også regionale forskelle og forskel på, hvilke bilmærker der typisk kommer på et autoriseret værksted.

Erhverv

Er du over 50 år, har du en ny bil, kører du mange kilometer og bor du i hovedstaden, Nordjylland eller Syddanmark? Så vil du typisk lade et autoriseret værksted stå for service og reparationer af din bil, som for øvrigt ofte vil være en Mazda, Suzuki eller Volkswagen.

Er du derimod under 50, kører i en brugt bil og ikke så mange kilometer, og bor du i Midtjylland eller på Sjælland og tøffer rundt i en Nissan, Opel eller Citroën, vil der være større chance for, at du vælger en autoreparatør fra den frie del af branchen, som er dem, der ikke bryder sig om at blive kaldt de uautoriserede værksteder.

Det viser en ny Epinion-undersøgelse, som Dansk Bilbrancheråd har fået foretaget blandt 1.007 bilejere med privatbiler under 3.500 kg. Undersøgelsen vidner om, at der er betydelige forskelle mellem, hvordan bilejerne besøger værkstedet alt afhængig af bilens mærke, alder og antal kilometer, ligesom bilistens alder og bopæl også spiller ind.

De frie værksteder og de autoriserede er sådan set lige store, hvis man måler på markedsandel i og med, at de autoriserede ifølge undersøgelsen har en markedsandel på 51 pct., mens de frie har 49 pct. Trods den ligevægt er der dog alligevel de nævnte store forskelle i bilejernes valg, fremgår det.

Det gælder eksempelvis, at især folk med nye biler i højere grad tyr til de autoriserede værksteder, idet 82 pct. af dem med biler under tre år vælger den løsning, mens kun 27 pct. af folk med biler med mere end ni år på bagen går til et autoriseret værksted.

Skiftet sker, når bilen fylder seks år. Indtil da går folk mest på autoriserede værksteder, mens biler over denne alder hyppigere besøger et af de frie værksteder.

Blandt nye biler har de autoriserede en samlet markedsandel på 69 pct. og 31 pct. til de frie, mens forholdet er vendt på hovedet, når det gælder brugte biler, hvor den står 66-34 i de frie værksteders favør.

Der er ligeledes end tendens til, at folk vælger det samme værksted gang på gang og i mest udtalt grad gælder det hos de autoriserede. 74 pct. af alle vælger det samme værksted hver gang, men de autoriserede har flere stamkunder end de frie, hvor der er en større tendens til at skifte mellem flere værksteder.

Det er også de mest aktive biler, dvs. dem med flest kilometer i dækkene, der typisk besøger de autoriserede, som altså også bliver flittigst besøgt af personer i den øvre ende af aldersskalaen fra 50 år og op.

Til gengæld er der ingen nævneværdig forskel i, hvor ofte henholdsvis de autoriserede og de frie værksteder bliver besøgt, og heller ikke på prisen fremgår det.

Artiklens emner
AutoBranchen Danmark
Dansk Bilbrancheråd