Nutella-konges død kan gøre rival lækkersulten
Et dødsfald kan bane vejen for, at selskabet bag Nutella og Kinder Æg kommer på nye hænder.
Michele Ferrero, der var Italiens rigeste person og ejer af Ferrero Group, der laver Nutella og Kinder æg, døde i weekenden i en alder af 89 år.
Det kan ifølge finanshuset Societe Generale igen vække den schweiziske fødevaregigant Nestles interesse for det italienske selskab.
Det skriver Bloomberg News, som oplyser, at Michele Ferreros formue er anslået til 22,3 mia. dollar svarende til cirka 145 mia. kr., hvilket var nok til at indbringe ham en 31. plads på listen over verdens rigeste.
Societe Generale vurderer, at Nestle måske vil lave nogle uformelle undersøgelser om, hvorvidt Ferrero er til salg, og finanshuset vurderer, at den schweiziske gigant vil være interesseret, hvis muligheden åbner sig.
Basisscenariet er dog fortsat, at Ferrero ikke er til salg, men ejerens dødsfald kan åbne for fusioner med oversøiske selskaber. I 2013 var der rygter om, at Nestle havde afgivet et bud på Ferrero, hvilket dog blev afvist af Giovanni Ferrero.
Finanshuset pointerer, at Ferrero, som har et årligt salg på 8 mia. euro, kan være mere end 20 mia. euro værd og det vurderes også, at Nestle sandsynligvis vil blive nødt til at sælge andelen på 23 pct. i den franske kosmetikgigant L'Oreal for at kunne betale for opkøbet.
Nestle vil ifølge Societe Generale være interesseret i Ferrero, fordi det ikke har en førsteplads inden for konfekture, hvor det med 8 pct. af verdensmarkedet halter efter Mondelez og Mars. Ferrero har 5 pct. af det globale marked for konfekture.

