Fortsæt til indhold

Post Danmark under pres

En kombination af drastiske fald i brevmængden og benhård konkurrence på pakkerne giver det statsejede selskab problemer.

Erhverv

Kerneforretningen svinder voldsomt, og pakkemarkedet, der skulle være vejen ind i fremtiden, er presset af ekstremt hård konkurrence.

Det er situationen for den danske del af PostNord - bedre kendt som Post Danmark - der ifølge bestyrelsesformanden ikke var profitabel i 2014.

Brevmængden i Danmark faldt sidste år med 12 pct., og udviklingen eskalerede i 4. kvartal, hvor postvæsnet sagde farvel til hele 17 pct. af brevene.

Samtidig udfordres man af målrettede konkurrenter som GLS og Bring på det ellers voksende pakkemarked. Det ses eksempelvis på, at de tre største aktører fra begyndelsen af 2014 til nu har udvidet antallet af "pakkeshops", postbutikker o.lign. med hele 1.004 stk. til mere end 2.800 ifølge en opgørelse, som Finans har foretaget.

PostNord er ejet af den svenske og den danske stat og offentliggjorde i sidste uge et koncernregnskab med et driftsoverskud på 176 mio. svenske kr. Men kilder fortæller til Finans, at koncerntallet dækker over et underskud i den danske del af forretningen. En kilde siger, at underskuddet er i omegnen af en kvart milliard svenske kr. (små 200 mio. danske kr.). En anden udtaler: »Det ser skidt ud. Rationaliseringerne kan ikke følge med de faldende brevmængder.«

Det præcise resultat kendes først, når Post Danmark sidst i marts kommer med sit eget årsregnskab.

»Du kan konstatere, præcis som du siger, at den danske forretning ikke er profitabel i 2014. Og det er drevet af digitaliseringen, som udvikler sig hurtigere end i noget andet europæisk land,« siger bestyrelsesformand for PostNord, Jens Moberg, i et interview med Finans.

Han understreger, at PostNord er én samlet koncern uden »landskamp« mellem Danmark og Sverige.

Du kan konstatere, præcis som du siger, at den danske forretning ikke er profitabel i 2014
Jens Moberg, bestyrelsesformand, PostNord.

Moberg tilføjer, at PostNord i disse år bruger både tid og penge på at »omstille vores forretning fra at have primært fokus på breve til at have primært fokus på pakker og logistik«. Man ser bl.a. muligheder i telemedicin og medlevering.

Ifølge analytiker Louis Landeman fra Danske Bank betyder PostNords skrumpende kerneforretning og den hårde konkurrence på pakkeområdet, at det primært er »cost cutting«, altså nedskæringer, der skal sikre overskud i de kommende år.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Post Danmark
Jens Moberg