Nordjysk Lift er på flugt fra konkurs
Nordjysk Lift flytter aktiviteter over i nyt selskab for at undgå konkurs efter konflikt med Finansiel Stabilitet.
Nordjysk Lift i Hjørring er på flugt fra en konkurs efter en eskalerende konflikt med Finansiel Stabilitet.
Firmaet oplyser i en pressemeddelelse, at den statslige afviklingsbank siden sidste sommer har arbejdet på at få erklæret virksomheden konkurs, og nu er virksomhedens ejer Per Nielsen i gang med at flytte aktiviteterne over i et nyt selskab.
Nordjysk Lift blev etableret i 1998, og den baserer sig på udlejning af materiel til håndværksmestre og entreprenørvirksomheder. Den har som nævnt hovedsæde i Hjørring, men har afdelinger i hele landet, og den beskæftiger omkring 100 medarbejdere.
I årene efter finanskrisen tabte virksomheden over 220 mio. kr. på tre år, og i 2012 gik den i rekonstruktion og fik i den forbindelse blandt andet eftergivet gæld for 54 mio. kr. af Danske Bank og Finansiel Stabilitet, der havde overtaget virksomhedens gæld fra Amagerbanken.
Det har dog ikke været nok til at give positiv drift i virksomheden, og der har været betydelige uenigheder mellem selskabet og de advokater, der fører tilsyn med rekonstruktionen.
Samtidig har Finansiel Stabilitet tilsyneladende presset på for en fuldstændig afvikling af låneengagementet.
»For at skabe den fornødne ro og sikring af værdier samt arbejdspladser, har ledelsen derfor besluttet at overdrage driftsaktiviteterne til et nyt selskab,« hedder det i pressemeddelelsen.
Det er ikke lykkedes Finans at få en kommentar fra Finansiel Stabilitet.
