Danskerne vil betale dyrt for at bo på toppen
I Danmarks fire største byer er der en forskel i salgsprisen på ejerlejligheder på op mod 1,4 mio. kr. mellem 5. sal og stueetage.
Det er markant dyrere at købe en ejerlejlighed på øverste etage frem for på stueetagen.
Ja, faktisk kan prisforskellen runde over en mio. kr., selv om antallet af kvadratmeter er det samme. Det viser tal fra Boligportal.dk, der er Danmarks største annoncemarked for lejeboliger og ejerboliger.
I Danmarks fire største byer er der en forskel i salgsprisen på mellem 477.000 kr. og 1,4 mio. kr. for ejerlejligheder nederst i opgangen i forhold til øverst.
»Det overrasker mig, at forskellen er så stor. Den er markant større, end hvad vi havde ventet,« siger Henrik Løvig, direktør hos Boligportal.dk.
I København er der en forskel på 7.784 kr. i kvadratmeterpriser mellem en ejerlejlighed på 5. sal og en lejlighed på stueetagen, mens der i Aarhus er en forskel på 10.730 kr.
Med andre ord vil danskerne betale dyrt for at bo højt oppe.
»Det fortæller en historie om, at man betaler for udsigten, og man betaler for ekstra ro ved at komme væk fra gadeniveauet. Vi kender det fra lejemarkedet, hvor det er normalt at have en difference på husleje på etageniveau,« siger Henrik Løvig.
Tallene skal ses i lyset af begrænsede udbud af de øverste dyre etagelejligheder, hvorimod efterspørgslen ifølge Henrik Løvig ikke er begrænset, hvilket vil drive sælgernes forventninger til priserne op. I de fire største byer var der i 2014 udbudt 35 ejerlejligheder på 5. sal mod 501 lejligheder på stueetagen.
»Derfor skal man passe på med at konkludere for hårdt. Der kan være en usikkerhed forbundet med det begrænsede udbud, men der er helt sikkert en gennemgående tendens,« siger Henrik Løvig.


