Mærsk-aktionærer forgyldes med danmarkshistoriens største udbytte
Når A.P. Møller Holding overtager A.P. Møller-Mærsks Danske Bank-aktier, er det danmarkshistoriens største udbyttebetaling.
Beslutningen om udbetale et ekstraordinært kontant udbytte til aktionærerne i A.P. Møller - Mærsk er i absolutte tal også lig med den største udbyttebetaling i dansk erhvervsliv nogensinde.
Lægger man både den ordinære og ekstraordinære dividende sammen, kan Mærsk-aktionærerne se frem til at modtage en udbyttebetaling på samlet 40 mia. kr.
Danske Bank-aktierne, der også udbydes til salg til aktionærerne i Mærsk, ventes at indbringe 5,5 mia. dollars (33,9 mia. kr.), som udloddes kontant til aktionærerne, der i forvejen kan se frem til at modtage 1,1 mia. dollars (6,6 mia.) fra den almindelige udbyttebetaling.
For det ekstraordinære Danske Bank-udbytte svarer det til et udbytte på 1.569 kr. per 1.000 kroners aktie, mens det ordinære udbytte svarer til 300 kr. per aktie.
Dermed lever Mærsk mere end op til målsætningen om en støt stigende udbyttebetaling, men det er naturligvis også ekstraordinære omstændigheder, og Danske Bank-aktierne kan som bekendt kun sælges én gang, men det er noget, som man internt på Esplanaden anser for et særdeles opsigtsvækkende skridt.
Interessant er det i øvrigt, at overdragelsen af Danske Bank-aktierne fra A.P. Møller-Mærsk A/S til A.P. Møller Holding betyder en slags comeback for navnkundige Peter Straarup, Danske Banks tidligere ordførende direktør, i banken. Han sidder i bestyrelsen i A.P. Møller Holding, hvor den tidligere investor relations-chef Martin Gottlob desuden er direktør.


