Fortsæt til indhold

Tidligere Nykredit-chef skal være formand for statens skraldespandsselskab

Peter Engberg Jensen opstiller som formand for bestyrelsen i Finansiel Stabilitet.

Erhverv

Det tegner til, at det er endnu en mand med stort kendskab til den finansielle sektor, der fremover skal være bestyrelsesformand for statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet.

Den nuværende bestyrelsesformand Jakob Brogaard, der har en fortid som som direktør i Danske Bank, træder som planlagt tilbage fra posten. Han afløser bliver med stor sandsynlighed Peter Engberg Jensen, der i flere år stor i spidsen for realkreditkæmpen Nykredit.

»Jeg er glad for at kunne meddele, at Peter Engberg Jensen stiller op som formand for bestyrelsen i Finansiel Stabilitet A/S. Peter Engberg Jensen har stor finansiel indsigt fra sit mangeårige virke i sektoren,« lyder det i en pressemeddelelse fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).

Jakob Brogaard blev kendt i store dele af Danmark, fordi han sad i bestyrelsen for det nu krakkede OW Bunker. Skandalen har dog ikke spillet ind på beslutningen om at træde tilbage som formand for Finansiel Stabilitet. Den beslutning blev allerede truffet på generalforsamlingen i 2014, og han stopper som bestyrelsesformand ved generalforsamlingen, der bliver afholdt den 7. april.

»Jakob Brogaard har løftet en vigtig og tung opgave i forbindelse med håndteringen og afviklingen af nødlidende pengeinstitutter som en del af formandsskabet siden 2008 og som formand for bestyrelsen siden 2012,« lyder det fra Henrik Sass Larsen.

Efter generalforsamlingen vil bestyrelsen med stor sandsynlighed bestå af Peter Engberg Jensen, Bent Nauer, Anette Eberhard, Erik Sevaldsen, og Nina Dietz Legind.

Artiklens emner
Finansiel Stabilitet
Peter Engberg Jensen