Tidligere TDC-centre genopstår med alle konkurrenterne i ryggen
KLC Erhverv åbnede mandag dørene for den lokale rådgivning, TDC ellers havde sagt op.
Keld Sheel troede måske kort, at hans forretning var ovre. Da han i august fik beskeden om, at TDC havde opsagt samarbejdet med hans butik i Randers, så det i hvert fald ikke godt ud. Men 11 andre butikker stod i samme situation, og hurtigt viste det sig, at ingen af dem ville give op.
Mandag slog butiksejere over hele landet endnu engang dørene op - efter fredag eftermiddag først lige at have pillet TDC-skiltene over dørene ned.
Med Keld Scheel i spidsen som kædedirektør går butikkerne fra nu af under navnet KLC Erhverv. Med en allerede-eksisterende kundebase på omkring 30.000 kunder, ifølge Børsen, og samarbejdsaftaler med alle andre teleudbydere på det danske marked end TDC, har butikkerne gjort det klart, at de altså godt kan selv. Men den udvikling kom ikke henover weekenden.
”Der var kontakt mellem de 12 butikker inden for den første uge, efter vi blev opsagt. Det stod klart, at alle stod med en udfordring, men vi fandt sammen og blev enige om, at vi måtte finde på noget andet. Det har været en sær periode. Vi har jo måttet gå stille med dørene, fordi vi ikke måtte noget for TDC,” fortæller den nye kædedirektør i KLC Erhverv, Keld Scheel.
Og samarbejdspartnerne fandtes. Blandt andet fordi TDC sammen med butikkerne også satte 60 samarbejdspartnere fri, så man kun stod tilbage med fem selv. Det betød altså også, at Atea, en af Nordens største it-virksomheder, stod klar til at forhandle med de opsagte erhvervscentre.
Tidligt i februar kom det frem, at de tolv butikker ville åbne under nyt navn den 2. marts, blot tre dage efter, at deres kontrakt med TDC udløb. Og at man nu ville samarbejde med Telenor, Teleselskabet 3 og Atea som partnere. Det kom som et chok for TDC, mener Keld Scheel.
”Det kom bag på dem, især at det kunne lade sig gøre for os at sætte noget i stand med Atea så hurtigt. Jeg tror da nok, det har været deres forventning, at vi opgav, så de kunne få markedet for sig selv, men det gjorde vi så ikke,” siger Keld Scheel.
Og det føles godt at hævde sig over for TDC, indrømmer han. Men KLC Erhverv er ikke en kæde, der er opstået som led i en hævnaktion mod telefongiganten, understreger han.
”Det handler ikke om hævn, men om liv eller død. Vi har det selvfølgelig godt med at bevise over for TDC, at vi sagtens kan selv, men det vigtigste er ikke at få hævn dem. Det vigtigste er at skabe en god forretning, vi kan leve af,” siger han.
I første omgang regner man ikke med at omsætte for lige så mange kroner, som man gjorde i TDC-samarbejdet, men omkring 150 til 200 mio. kr. årligt i stedet, vurderer Keld Scheel. Udover de allerede eksisterende kunder, kæden har fra TDC, håber KLC Erhverv på at kunne levere telefoni- og it-løsninger til små og mellemstore virksomheder, og med Atea ombord kan de levere en del mere, end de tidligere har kunnet.
”Vi er gamle telefonifolk alle sammen og vil da fortsat også nok stadig fokusere på det, men vi skal også have fat i en masse nye produkter. Vi skal levere computere, printere og alt, hvad der findes inden for it-branchen,” siger kædedirektøren forventningsfuldt.


