Bilia vil lukke ned i Danmark
I øjeblikket forhandler bilvirksomheden med eventuelle nye ejere af filialerne i København.
Bilvirksomheden Bilia, der råder over en række salgsfilialer og værksteder i Københavns-området, er på vej ud af Danmark. I stedet vil Bilia samle kræfterne på det svenske og det norske marked.
Det oplyser Bilia Danmarks svenske administrerende direktør, Lars-Gunnar Jönsson, til Finans Live.
Bilia Danmark er datterselskab af Bilia AB, der er Nordens største bilforhandler, men ifølge direktøren er det for svært at drive en fornuftig forretning i Danmark.
»Vi forhandler i øjeblikket med flere parter. Vi vil selvfølgelig helst sælge forretningerne til én ny ejer, men vi afviser heller ikke at sælge dele af forretningen til forskellige partnere. Vi håber at have en afklaring i løbet af juni-juli,« fortæller Lars-Gunnar Jönsson.
»Der er tale om salgsteder og værksteder på attraktive placeringer i hovedstadsområdet. Samtidig drejer det sig om populære bilmærker, så vi er foreløbig fortrøstningsfulde,« siger Lars-Gunnar Jönsson.
Bilia har salgsfilialer og værksteder til mærkerne Ford, Renault, Dacia og Volvo.
Ifølge direktøren har Bilia i øjeblikket 222 medarbejdere, og udgangspunktet i forhandlingerne er, at medarbejderne skal følge med i en overtagelse.
»Der er tale om dedikerede medarbejdere, der kender kunderne og deres biler, og det vil en eller flere nye ejere også have brug for. Derfor håber vi, at medarbejderne kan bevare deres job,« siger Lars-Gunnar Jönsson.
På samme måde forventer han, at filialernes kunder vil fortsætte hos de nye ejere.
Bilia har følgende salgs- og værksteder:
| Filial | Salg | Service |
|---|---|---|
| Albertslund | Renault, Dacia | Ford, Renault, Dacia |
| Amager | Ford, Renault, Dacia | Ford, Renault, Dacia, Volvo |
| Gladsaxe | Ford | Ford, Renault, Dacia, Volvo |
| Nærum | Ford, Renault, Dacia, Volvo | Ford, Renault, Dacia, Volvo |
| Taastrup | Ford, Volvo | Ford, Volvo |
Hos Ford Danmark A/S oplyser pressechef Lene Dahlquist, at man i øjeblikket undersøger mulighederne for at sikre, at mærket også fremover vil have en god geografisk dækning i hele Danmark.
»Salget af Bilia A/S får ikke betydning for de danske Ford-kunder, da kunderne tilknyttes en af vores eksisterende forhandlere. Dermed sikrer vi os, at Ford-kunderne også fremadrettet vil være tilknyttet et lokal Ford-forhandler,« forklarer Lene Dahlquist.
For Volvos vedkommende berører det to salgssteder og fire værksteder. Men foreløbig afventer Volvo i Danmark situationen oplyser Jan Larsen, der er pressechef for Volvo.
»Lige nu følger vi situationen, men kender ikke konsekvenserne. Det kan være, at der melder sig en køber. Men hvis det værste skulle ske, vil det selvfølgelig få nogle konsekvenser for kunderne, hvis salgssteder og værksteder lukker. Men lige nu kan vi kun afvente situationen,« siger Jan Larsen.
Hos Renault og Dacia i Danmark beklager pressechef Søren Hyltoft Thomsen Bilias beslutning.
»Vi har været utrolig glade for samarbejdet med Bilia, der har stået for 7-9 pct. af vores salg i Danmark. Vi håber, at der vil komme nogle nye ejere, som vil føre forretningerne videre, og vi har fået flere henvendelser fra forretningsforbindelser, der vil være interesseret i det. Der er tale om filialer på gode adresser, så vi har selvfølgelig også en interesse i, at de bliver ført videre,« siger Søren Hyltoft Thomsen.


