Tobaksgigant tilbage i børssporet
Efter et fejlslagent forsøg på at sælge en stor aktiepost arbejder Skandinavisk Tobak nu igen hen imod en fremtidig børsnotering.
Et storstilet milliardsalg af en stor aktiepost i den danske tobakskæmpe Scandinavian Tobacco Group (STG) er endegyldigt faldet til jorden.
Dermed må selskabet nu skifte spor og arbejde hen imod en fremtidig børsnotering af selskabet, der blandt andet er ejet af fonden C.W. Obel og Augustinusfonden.
Tilsammen sidder de to danske fonde på godt 51 procent af aktierne i STG, mens Swedish Match sidder på de resterende aktier.
Det var oprindeligt et ønske fra den svenske aktionær om at sælge sin aktiepost, der førte til at STG i 2014 begyndte at kigge på mulighederne for en børsnotering. Men da daværende STG-direktør Anders Colding Friis højest uventet pludselig blev headhuntet af smykkevirksomheden Pandora, måtte STG med formand Jørgen Tandrup i spidsen sadle om.
Derfor har man med hjælp fra JP Morgan igennem længere tid afsøgt markedet for en køber til Swedish Match’ tobaksaktier, men en række kapitalfonde herunder Nordic Capital og CVC har alle trukket følehornene til sig.
Dermed er salgsprocessen ifølge Finans’ oplysninger nu reelt endt uden resultat, hvilket betyder, at STG og den nytiltrådte topchef Niels Frederiksen igen kan begynde at kigge på mulighederne for en børsnotering inden for en overskuelig fremtid.
»Vi har ikke udelukket en børsnotering, men der er ingen aktuelle planer om det. Nu har vi fået ny koncernchef, og det er vigtigt at have det ordentligt på plads, inden man går i markedet,« siger formand i STG Jørgen Tandrup.
Han ønsker ikke at kommentere den fejlslagne salgsproces, men Finans erfarer, at en række af de kapitalfonde, der havde snuset til virksomheden ikke var overbevist om, at de kunne skabe en god forretning ud af STG ud fra den pris Swedish Match ønskede.
»For ti år siden havde alle købt den aktiepost uden at blinke. I dag ser markedet helt anderledes ud. Derfor vil en børsnotering være et mere logisk valg,« siger en kilde med indgående kendskab til processen.
Især Augustinusfonden forventes at fastholde deres aktiepost i STG, såfremt selskabet lander på børsen.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

