TDC opruster for at blive den største i Skandinavien
TDC vil være den ledende kommunikations- og home entertainment virksomhed i Skandinavien.
Derfor samler man nu ansvaret for Norge og Sverige hos to personer.
TDC har udnævnt Gunnar Evensen, administrerende direktør for Get og TDC i Norge, til ny koncerndirektør med ansvar for Norge. Og i samme åndedrag bliver Erik Heilborn, administrerende direktør for TDC Sverige, udnævnt til ny koncerndirektør med ansvar for Sverige. Begge tiltræder 9. marts 2015, oplyser selskabet til fondsbørsen.
Gunnar Evensen, der er 52 år, har været ansat i Get, et datterselskab i TDC, siden 1998, og fra 2000 som administrerende direktør. Gunnar Evensen har tidligere haft lederstillinger i Apple Computer og Telia Sonera, oplyser TDC.
Erik Heilborn, der ligeledes er 52 år, har været ansat i TDC Sverige, der er et datterselskab af TDC, siden 2009 som administrerende direktør. Heilborn har blandt andet tidligere været administrerende direktør for IBS, administrerende direktør for Telia International Carrier og administrerende direktør for Telenordia.
Ud over at være medlemmer af direktionen for TDC vil Gunnar Evensen og Erik Heilborn fortsætte som administrerende direktører for henholdsvis Get/TDC Norge og TDC Sverige.
TDC meddeler samtidig, at koncerndirektør Asger Hattel, der har ansvar for Wholesale, Norden, Transformation og TAK har opsagt sin stilling for at tiltræde en stilling som koncerndirektør med ansvar for Merchant Services i Nets.
Asger Hattel fratræder senest ved udgangen af marts 2015, og Wholesale vil indtil videre referere til koncernchef og administrerende direktør Carsten Dilling, Norden vil blive omfattet af de to nye stillinger i direktionen med ansvar for henholdsvis Norge og Sverige, mens ansvaret for Transformation og TAK vil blive overført til TDC Group Strategy.



