SAS: »Medarbejdere kom grædende ind på vores base«

Hos SAS har man torsdag kaldt de sidste syv ud af 27 medarbejdere tilbage på arbejde, efter de for to uger siden alle blev suspenderet.

De blev i første omgang sendt hjem, fordi de angiveligt skulle have chikaneret de af deres kolleger, der mødte på arbejde, mens arbejdsnedlæggelsen stod på. Siden har de været til individuelle samtaler hos fagforbundet CAU, hvorefter de er blevet kaldt tilbage på arbejde.

Finans Live har snakket med kommunikationschef hos SAS, Trine Kromann-Mikkelsen, for at få hendes version af forløbet.

CAU fortæller, at de onsdag havde fået besked fra SAS om, at en endelig afgørelse ville ligge klar ved midnat onsdag. Derefter ændrede I tidsfristen til klokken 14 torsdag. Hvorfor tog det så lang tid at tage beslutningen?

»Det er rigtigt, at vi først lovede dem et svar onsdag ved midnat. Men der kom desværre noget op, som vi i stedet måtte kigge på, og derfor måtte vi udsætte beslutningen, hvilket vi så informerede dem om onsdag.«

Hvem har taget den beslutning?

»Det er jo klart, at når man har gang i 27 personalesager og har det i løbet af en periode på små 14 dage, så er der forskellige medarbejdere inde over, men det er ledelsen i SAS, der træffer de her beslutninger. Man har gennemført en grundig proces, og så har man vurderet sagerne enkeltvist.«

Og hvordan har man vurderet de her sager? Ud fra hvilket grundlag har man kunnet træffe beslutningerne?

»Det er jo individuelle grundlag, som jeg selvfølgelig overhovedet ikke kan gå i detaljer med. Men når man har sådan nogle sager, vurderer man, hvad det er for situationer, der er opstået. Man kigger på, hvordan den enkelte oplever dem, og får dem til at redegøre for intentioner og handlinger, og så redegør vi for, hvordan vi har set og oplevet det.«

CAU kræver dokumentation for, hvorfor man i første omgang overhovedet måtte suspendere de her medarbejdere. Kan I give dem det?

»Jamen, hvad CAU kræver, og hvad vi fremlægger, det tager vi internt lige nu.«

Har I konkrete beviser på, at de suspenderede har truet kolleger, både personligt, over telefon og på sms, ligesom du i en pressemeddelelse har skrevet?

»Vi har beviser på det, men har nu konkluderet, at de ikke er tilstrækkelige til at føre sagen videre på. Det, vi konkret mangler, er vidner, der tør stå offentligt frem. Det er jo vigtigt, at man ikke suspenderer nogle, som ikke er berettiget til at blive suspenderet, men vi havde vores mistanke, og vi havde også kendskab til konkrete situationer, hvor man enten personligt, over telefon eller via sms havde chikaneret andre. Og så har vi jo altså i den her sag fokuseret på dem, som har følt sig mobbet.«

Vil I offentligt sige, der ikke var hold i de anklagepunkter, man i første omgang suspenderede medarbejderne på?

»Det er sådan, at vi har kørt enkeltsager med dem, og dem vil jeg ikke kommentere.«

Men er der hold i anklagerne, man i første omgang har suspenderet dem på?

»Vi har suspenderet dem, fordi vi tog nogle af dem i at stå og møde nogle medarbejdere, hvor de ikke skulle, og fordi andre foretog opkald til medarbejderne. Og de sager har vi taget en for en. Vi ønsker ikke at føre en dialog med vores medarbejdere i pressen.«

Men det kan man jo sige, I allerede gjorde, da I offentligt i pressen sagde, hvad de havde gjort forkert. Nu tager I dem tilbage, fordi I ikke havde tilstrækkeligt bevis for at køre sagen videre, siger du. Kan man så ikke også gå ud og sige, at der ikke var hold i anklagepunkterne i første omgang?

»Vi havde begrundet mistanke om, at der var nogle, der følte sig chikaneret af de her. Det er ikke enkelt at afgøre skyldsspørgsmål, og igen må jeg bare sige, at vi har haft fokus på dem, som har følt sig mobbet.«

Jeg har snakket med en ekspert i arbejdsmarkedsret, der intet bekymringsværdigt har set i de sms'er, der skulle ligge til baggrund for suspenderingerne. Tværtimod synes han, det virker som om, de her suspenderinger kommer som et led i en ophedet arbejdskamp, hvor SAS har forsøgt at presse CAU og de strejkende ved at gå til pressen med de her anklager. Hvad siger du til det?

»Vi har fulgt spillereglerne fuldstændigt. Det er ikke os, der er gået til medierne med vores anklager, vi er tværtimod blevet forelagt vores suspenderinger. Og så har vi svaret på det offentligt. Folk kom grædende ind på basen efter at være blevet mødt i lufthavnen og have modtaget opkaldt fra deres strejkende kolleger. Og det reagerede vi prompte på.

Sms'er kan jo tit virke helt anderledes, når de tages ud af en kontekst og ses adskilt fra en masse andre, men hvis man som medarbejder har fået sendt 20 sms'er lige inden, man skal tjekke ind og samtidigt bliver ringet op og i øvrigt også bliver mødt fysisk af nogen i lufthavnen, så er det bare et problem.«

Men er det et problem, man rent faktisk kan anklage eller i hvert fald suspendere folk for? At de forsøger at overtale deres kolleger til at møde op til et fagligt møde?

»Ja.«

Hvorfor?

»Det har vi gjort. Og det mener vi, at vi var i vores fulde ret til. Nu har vi ophævet det, efter vi har kigget på det. Men vi reagerede prompte, da vi oplevede, at medarbejdere kom grædende ind på vores base, fordi de var blevet mødt i lufthavnen eller havde fået opkald fra deres kolleger. Det, vi har gjort, har vi gjort, fordi vi aldrig nogensinde vil have, at nogen af vores medarbejdere ville synes, det var uudholdeligt at komme på arbejde igen. Det er simpelthen altafgørende for os, at vores medarbejdere trygt kan møde på arbejde.«

Hvordan bliver det så for de suspenderede at komme tilbage nu?

»Vi skal lægge det her bag os nu. Vi skal alle arbejde sammen fremadrettet, og alle skal kunne føle sig velkomne tilbage på arbejdspladsen, uanset hvem man er. Vi skal også have nogle uddannelsesdage for kabinemedarbejderne, hvor vi vil have arbejdsmiljøet som vigtigste emne på dagsordenen.«