Advokater tjener fedt på firmaslagsmål
Danske firmaer bekriger hinanden flittigt, og det skæpper i kassen hos de store advokatfirmaer, der har tjent ekstra godt på slagsmål i 2014.
Man kan med sindsro sige, at den enes nid er den andens brød.
I hvert fald har de store advokatfirmaer haft travlt i 2014 med at hjælpe danske virksomheder med at slås - mod hinanden, mod deres kunder eller mod staten.
Det er en af grundene til, at omsætningen for branchen i 2014 er vendt tilbage efter et småsløjt år i 2013.
»Det er bl.a., fordi hestene bides efter finanskrisen, og der kæmpes mere for værdierne. Mange af sagerne har rod i en tvist, der er begyndt under finanskrisen, og der var vejen til konflikt lidt kortere, man kæmpede ofte fra hus til hus for indtjeningen, og der var ikke plads til at være large. Det mærker vi fortsat konsekvenserne af,« siger Tomas Ilsøe Andersen, managing partner hos Kammeradvokaten, der både er statens advokat og desuden et privat advokatfirma, Poul Schmith.
Det er det fjerdestørste advokatfirma i Danmark.
I Kammeradvokatens tilfælde er tvisterne sager, hvor en virksomhed eller en borger har et udestående med det offentlige.
Men det er i høj grad også de private, der slås internt.
»Vi har siden finanskrisen set en generel stigning i retssager og tvister, hvor virksomheder søger at begrænse deres tab. Og sagerne er blevet større og mere komplekse end tidligere,« siger Christian Ejvin Andersen, vicedirektør i Bech-Bruun, landets næststørste advokatfirma.
I andre tilfælde er det mere proaktivt, at virksomhederne forsøger at ruste sig.
»Vi kan mærke, at virksomhederne er blevet meget aktive i forhold til at sikre deres aktiver. Retssager mellem virksomheder er også et område, hvor der er en stigning. Nu har man overskud til at være ude at sikre de aktiver, man har, hvad enten det er patenter eller rettigheder i øvrigt. Eller det kan være at forsvare sig i entreprise-sager – der er jo god gang i byggeriet,« siger Tom Kári Kristjánsson, managing partner i Plesner, der er det femtestørste advokatfirma.
Alle beretter desuden om et stor fald i indtjeningen på rekonstruktioner og konkurser, fordi virksomhederne har fået det bedre. Og dette bedre helbred gør også, at de bruger mere krudt på at købe eller fusionere med hinanden.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

