Fortsæt til indhold

Ecco åbner 400 nye butikker rundt om i verden

Den danske skokoncern skruer op for eget, globalt forretningskoncept. Målet er at øge salget direkte med alverdens forbrugere.

Erhverv

Ecco vil selv handle mere direkte med forbrugerne - og derfor skal der åbnes op mod 400 nye butikker de kommende seks år.

I 2020 skal den danske skokoncerns omsætning direkte til forbrugene være fordoblet i forhold til nu. Dermed vil halvdelen komme fra salg direkte til forbrugerne - og de andre 50 pct. fra den klassiske afsætning til eksterne butikskæder samt skoforretninger.

Det fremgår af det nye årsregnskab for 2014, som Ecco Sko A/S netop har offemtliggjort. Der fremlægger ledelsen for den familieejede koncern en strategiplan frem til 2020. Og i denne er netop afsætningen et afgørende element.

»I de kommende år vil Ecco føre en mere aktiv strategi rettet mod vækst gennem investering i alle forbrugerrelaterede aktiviteter,« udtaler finansdirektør Steen Borgholm i en meddelelse om regnskabet.

Oprindelig var Ecco en produktionsvirksomhed, men over de seneste 10 år er selskabet også i høj grad blevet en detailvirksomhed. Ecco har nu 1.215 forretninger og 1.845 såkaldte shop-inshops rundt om i verden.

I 2020 forventer Ecco at have flere end 400 forretninger yderligere. Målet er, at afsætningen direkte mellem Ecco og forbrugerne da udgør 50 pct. af det samlede salg - heraf skal 20 pct. hentes gennem online-salg.

»En højere andel af direkte forbindelse med forbrugerne vil give mange muligheder for Ecco,« skriver ledelsen i den nye årsrapport.

Den understreger også, at flere investeringer i koncernen derfor direkte rettes mod salget - for at styrke Eccos brand og position globalt.

Ecco kom ud af 2014 med en omsætning på 8,7 mia. kr. og et overskud før skat på 1,3 mia. kr.

Artiklens emner
Ecco
Dieter Kasprzak