Statens postkoncern ruster sig med norsk opkøb
Dansk/svenske PostNord ekspanderer i transportsektoren, mens brevmængderne fortsat styrtdykker.
Den statsejede storkoncern PostNord fortsætter med at opruste i det skandinaviske transportselskab. Det dansk/svenske postselskab overtager en norsk konkurrent, der skal styrke PostNords position på især det norske logistikmarked.
PostNord, der også omfatter Post Danmark, har i takt med faldende brevmængder i kerneforretningen valgt over en årrække bl.a. at overtage selskaber inden for logistik i transportbranchen. Det gælder både i hjemlandene Danmark og Sverige - men også i Norge.
Den netop opkøbte virksomhed, Jetpak Borg, arbejder med skræddersyede løsninger inden for dag til dag-levering - især med fjerntransport til bilforhandlere, værksteder og tilknyttede brancher i Norge. Virksomheden omsætter for ca. 110 mio. kr.
Jetpak Borg har hidtil været et datterselskab i Jetpak Group, som ejes af kapitalfonden Polaris.
PostNords koncernchef Håkan Ericsson fastslår, at strategien er at skabe flere totalløsninger og grænseoverskridende logistik i Norden. Han fortsætter:
»Opkøbet af Jetpak Borg er et vigtigt bidrag.«
PostNord udvidede i 2014 logistikforretningen gennem bl.a. en aftale med danske Blue Water Shipping om pakker og paller i Norden.
PostNords koncern-omsætning steg i 2014 med 1 pct. Brevmængderne i kerneforretningen faldt samlet med 5 pct. - heraf 12 pct. i Danmark og 4 pct. i Sverige.
Koncernens pakkemængder steg til gengæld med 9 pct. - og med en vækst på hele 15 pct. i pakker fra virksomheder til forbrugere direkte udløst af den voksende nethandel.

