SBS venter salgsfremgang i 2015
Scandinavian Brake Systems venter i 2015 en koncernomsætning på 800-850 mio. kr., hvilket er en fremgang på cirka 3-8 pct. sammenlignet med 2014.
Scandinavian Brake Systems (SBS) betegner resultatet for 2014 som "meget tilfredsstillende" og hæfter sig ved en kraftigt reduceret gæld og en god udvikling i driften.
Driftsresultatet (EBITDA) er opgjort til 112,1 mio. kr., hvilket er noget over de realiserede 71,2 mio. kr. året før.
Fremgangen skyldes dog primært en avance på 66,6 mio. kr. fra salg af selskabets bremsecaliperproduktion, mens 2014-regnskabet omvendt er belastet af en omkostning på 20,2 mio. kr. til reorganisering.
SBS omsatte i 2014 for 1013,9 mio. kr., hvilket er lidt mindre end i 2013, da den var på 1037,1 mio. kr.
- Faldet skyldes dog primært frasalg af bremsecaliperproduktionen under SBS Automotive. Der var fremgang for de øvrige forretningsområder, SBS Friction og Notox, noterer selskabet.
Selskabet har i 2014 reduceret sin rentebærende gæld med 190 mio. kr. til 441 mio. kr.
I 2015 venter SBS en omsætningsvækst i koncernens fortsættende forretningsområder på 3-8 pct., hvilket svarer til en omsætning på 800-850 mio. kr. Endvidere venter koncernen et EBITDA-resultat på 45-55 mio. kr.
Tabel for Scandinavian Brake Systems for 2014
| Mio. kr. | 2014 | 2013 |
|---|---|---|
| Nettoomsætning | 1.014 | 1.037 |
| EBITDA | 66 | 75 |
| Resultat af primær drift (EBIT) | 96 | 55 |
| Nettoresultat | 62 | 0,3 |

