Sanistål foreslår tidligere Grundfos-direktør til bestyrelsen
Søren Østergaard Sørensen, der ind til udgangen af 2014 var koncerndirektør i pumpegiganten Grundfos, kan være på vej ind i bestyrelsen hos grossistkæden Sanistål.
Det fremgår af indkaldelsen til Saniståls generalforsamling, hvori selskabet foreslår, at Søren Ø. Sørensen bliver valgt til bestyrelsen.
Søren Ø. Sørensen forlod per 1. januar Grundfos efter mere end 25 år hos pumpekoncernen i Bjerringbro. Det skete for netop at hellige sig til bestyrelsesarbejde. Han var seneste ansvarlig for salg, marketing og service i koncernen.
- Jeg har haft en fantastisk karriere i en fantastisk virksomhed i ganske mange år, så nu vil jeg gerne forfølge nogle andre drømme og skifte spor, blandt andet til bestyrelsesarbejde i forskellige virksomheder. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg gerne vil prøve de drømme af, mens tid er, sagde Søren Ø. Sørensen i august i forbindelse med meddelelsen om, at han stoppede hos Grundfos.
Søren Ø. Sørensen har i forvejen en stribe bestyrelsesposter. Han er blandt andet formand for Hydratech Industries og Monark GmbH Tyskland, mens han bestrider posten som næstformand hos Eksport Kredit Finansiering, IAI Holding, Ib Andresen Industri og Frese Holding. Derudover har en række almindelige bestyrelsesposter, herunder i Dansk Industri.
Udover Søren Ø. Sørensen foreslår Sanistål også, at Sven Ruder, der er tidligere administrerende direktør i Sauer-Danfoss, bliver valgt ind i bestyrelsen.
Ritzau Finans