Danish Crown udvider i Tyskland
Slagterigiganten Danish Crown, som er midt i en fusion med Tican, ekspanerer nu også i Tyskland.
Danmarks i særklasse største slagteriselskab, Danish Crown, udvider nu aktiviteterne i Tyskland.
Danish Crown har allerede slagteri og flere forædlingsfabrikker i Tyskland, og indleder nu et - muligvis - perspektivrigt samarbejde med det store tyske slagteriselskab Westfleisch.
De to virksomheder går sammen om at udbene og sælge kød fra søer. Aktiviteterne samles i et joint venture under navnet "Westcrown". Dette joint venture er ejet ligeligt af de to virksomheder.
Danish Crown slagter årligt omkring 325.000 søer i Danmark, og disse grise er hidtil blevet solgt som halve slagtekroppe til købere i primært Tyskland.
Ved at investere i en udbeningsfabrik sammen med Westfleisch venter Danish Crowns ledelse at kunne øge indtjeningen fra dette forretningsområde.
»Det er vores klare forventning, at vi ved at have egne udbeningsfaciliteter kan sikre en bedre indtjening og dermed en bedre afregning til vores ejere,« siger Kjeld Johannesen, adm. direktør for Danish Crown.
Danish Crown er et andelsselskab, som ejes af de danske svineproducenter. Hvis selskabet formår at øge indtjeningen på salg af kød fra søer, udmønter det sig i en højere kiloafregning til de landmænd, der leverer søerne.
»Ved at samarbejde med Westfleisch opnår vi fra dag et et betydeligt råvaregrundlag, som gør samarbejdet attraktivt for begge parter,« siger Kjeld Johannesen.
Det nye selskab, "Westcrown", vil investere i en udbeningsfabrik nær den hollandsk/tyske grænse. Her har Westfleisch allerede i dag en fabrik, og det er den, der skal opgraderes og udvides, så den får kapacitet til at udbene de mange søer fra Danish Crown. For Danish Crown vil der være tale om en investering på et tocifret millionbeløb.
Ligesom Danish Crown er Westfleisch et andelsselskab, og de to store slagterikoncerner har allerede et samarbejde i selskabet Scan-Hide, der forarbejder huder fra kreaturslagterier. Her har Westfleisch en mindre ejerandel.
I modsætning til det andet store danske andelsselskab, Arla, har Danish Crown endnu ikke genneført store grænseoverskridende fusioner med andre andelsselskaber. Samarbejdet med Westfleisch kan ikke karakteriseres som en forlovelse, men det markerer dog, at de to selskaber er ved at lære hinanden bedre at kende.

