Sådan skaffer du penge fra en investor
Hvis banken siger nej til din forretningsidé, er der andre muligheder for økonomisk hjælp.
Når man har fået en god forretningsidé, mangler penge til at føre den ud i livet, men banken ikke har lyst til at lege med, kan venturekapital være den rette vej at gå.
I Danmark sidder nemlig en række venturefonde, der er klar til at smide millioner efter den rette idé – eller det rette produkt – såfremt de ser det som en god investering på længere sigt.
Venturekapital er en stadig mere populær finansieringsform blandt danske iværksættere, men hvordan forbereder man sin salgstale til en ventureinvestor bedst muligt?
Hvordan skiller man sig ud fra mængden? Og hvordan kan man øge chancen for, at mødet med investoren ender med en kapitalindsprøjtning?
Hos Seed Capital, der er en af Danmarks største venturefonde, og bl.a. har investeret i firmaer som Endomondo, Vivino, Trustpilot og Mofibo, mødes man årligt med hundredvis af iværksættere.
Herunder giver Investment Manager i Seed Capital Helle Uth sine input til, hvordan iværksættere bedst muligt griber et salgsmøde an.
- Vis, at du brænder for din virksomhed. Kom godt fra start ved at vise investorerne, at din passion er ægte, og at du er villig til at arbejde benhårdt for at gøre virksomheden til en succes.
- Byg en fortælling om det produkt, du vil sælge, hvordan du vil sælge det, samt hvorfor kunderne forventes at ville betale for det. Jo mere forarbejde, du har gjort, desto nemmere er det at fange en investors interesse.
- Når vi investerer, er teamet altafgørende. Hvis din virksomhed består af et team, skal I forklare, hvorfor netop I er det rette team til at eksekvere idéen.
- Vis, at I opererer i et interessant marked, som har potentiale til at blive rigtig stort, vokser hurtigt lige nu eller undergår restruktureringer, som kan betyde nye attraktive markeder.
- Vis, at din virksomhed er konkurrencedygtig nu og på længere sigt. Få andre til at rose dig – lad kunder eller potentielle kunder tale din sag. Det vejer tungt, når en investor skal vurdere din idé, hvis I allerede har testkunder, der er glade for at bruge produktet.
- Vis, at din virksomhed er skalerbar. Det handler om, at din virksomhed kan vokse, uden at omkostningsbasen vokser tilsvarende.
- Vis, at din indkomstmodel har en god chance for at skabe vækst og profitabilitet. Præsentér en realistisk indkomstmodel, redegør for hvordan den kan eksekveres, og vis investoren, at du har styr på det finansielle aspekt af din virksomhed.
- Vis, at der er flere potentielle exit-scenarier og lav en liste over potentielle købere. Få eventuelt prominente branchefolk til at ytre deres interesse for din virksomhed og muligheden for senere opkøb.
- Når du skal pitche din idé, skal du kunne formidle din vision – både til potentielle kunder, investorer og medarbejdere. Og hvis du kan formidle ovenstående punkter med passion og overbevisning, så er det en god pitch.

