Kamstrup vinder kæmpe elmålerkontrakt for Dong
Det bliver virksomheden Kamstrup, som skal levere fjernaflæste elmålere til hovedstadsområdet i de kommende år.
Omkring 1 mio. nye fjernaflæste elmålere skal produceres og installeres hos Dongs kunder i Nordsjælland, Storkøbenhavn og på Frederiksberg. Kamstrup, som har adresse i Skanderborg, har vundet ordren, der har en værdi på 1,8 mia. kr.
»Ordren giver arbejde i flere hundrede mandeår, så vi forventer at skulle ansætte flere de kommende år. Det kommer an på, hvor mange opgaver, vi ellers vinder,« siger Per Asmussen, adm. direktør for Kamstrup.
I perioden fra 2017-2020 vil elnetforbrugerne få udskiftet deres elmålere, så de ikke længere selv skal aflæse og taste deres elforbrug ind. Derefter løber kontrakten frem til 2034, hvor virksomheden skal stå for drift og vedligehold.
»Det er en stor ordre, der kommer til at fylde rigtig meget de næste fire år, når de fjernaflæste elmålere skal produceres og installeres. Derefter er der drift og vedligehold,« siger Per Asmussen.
Til trods for, at der er tale om en kæmpe ordre, vil den kun udfylde en fjerdedel af Kamstrups produktion i Stilling ved Skanderborg.
Kamstrup har de seneste tre år haft en omsætning på omkring 1,3 mia. kr., mens overskudsgraden har ligget på 15-19 pct.
Selvom størstedelen af Kamstrups omsætning ligger i udlandet, foregår produktion af nye elmålere i Danmark.

