Fortsæt til indhold

Kæmpeordre gør elbilen langt billigere end benzinbilen

Avis har bestilt 450 nye elbiler, som udlejes langt billigere end tilsvarende benzinbiler.

Erhverv

Med en opsigtsvækkende ordre på 450 nye Nissan-elbiler tager biludlejningsselskabet Avis i Danmark et væsentligt skridt over mod de strømfodrede biler.

Når samtlige biler i løbet af året er blevet leveret kommer selskabets flåde til at bestå af mere end 900 elbiler. Og de kommer ikke til at samle støv i garagen.

I 2014 afleverede selskabet en ordre af næsten samme størrelse, og de biler er blevet revet væk af interesserede kunder. Det skyldes ikke mindst, at man er i stand til at udleje bilerne på månedbasis for blot 3.495 kr. (2.995 kr. uden moms), hvilket er væsentligt under de 5.495 kr., som man skal betale for at leje en størrelsesmæssigt tilsvarende benzinbil.

»2014 var, som jeg ser det, et gennembrudsår for elbilerne. Det interessante er, at vi har fået presset priserne så langt ned, at de kan konkurrere med de mere traditionelle brændstofbiler,« siger adm. direktør i Avis Kasper Gjedsted.

Elbilerne har den fordel, at de er fritaget for afgifter i resten af 2015. Læg dertil, at Avis har modtaget ca. 1 mio. kr. i støtte fra Energistyrelsen til projektet, og det er penge, der er blevet investeret i at sænke udlejningsprisen.

Samtidig kan man købe til en god pris, når man bestiller 450 udgaver, fortæller selskabets direktør, der har udset sig tre forskellige modeller: Nissan Leaf, Nissan EV Evalia samt elvarebilen Nissan E-NV200.

»Vi har fået en god rabat, fordi vi har købt så mange. Desuden er der prestige i det for Nissan, fordi det måske kan give inspiration til andre udlejningsselskaber,« siger Kasper Gjedsted.

Da man ikke skal betale nogen førstegangsydelse i forbindelse med, at man lejer en af Nissan-elbilerne hos Avis, vil selskabet formentlig også kunne konkurrere med de mere klassiske leasingtilbud hos bilforhandlerne.

Det er forventningen, at private såvel som virksomheder og det offentlige vil være interesseret i elbilerne hos Avis. Det er i hvert fald erfaringen fra første udlejningsrunde i fjor. Men det kræver et nogenlunde fast og begrænset kørselsbehov, da elbilerne blot kører knap 200 km på et fuldt opladet batteri.

Strømmen er i øvrigt ikke inkluderet i den månedlige udgift, forlyder det.

Men Avis opererer med tre pakkeløsninger, der foruden forsikring og service indeholder forskellige muligheder for at lade bilen op. Fælles for pakkerne er dog, at man kan køre op til 2.500 km om måneden.

Der blev sammenlagt solgt 1.575 elbiler i Danmark i 2014, hvilket svarer nogenlunde til det samlede elbilsalg i årene 2011-2013.

Artiklens emner
Avis Biludlejning