Fortsæt til indhold

Fem fejl enhver iværksætter bør undgå

Faldgruber er der nok af, når man skal føre sin gode idé ud i livet.

Erhverv

Hvis du drømmer om at kaste dig over et liv som iværksætter, bør du skærpe din opmærksomhed om linjerne herunder.

Antallet af danske iværksættere boomer disse år, men bag hver succeshistorie gemmer sig mindst lige så mange historier om firmaer, der aldrig fik luft under vingerne.

Og hvorfor så det?

Finans har bedt Peter Torstensen, direktør i firmaet Accelerace, der hjælper nystartede virksomheder med rådgivning og sparring, opliste de fem hyppigste fejltagelser, som iværksættere begår.

1) Min ide/forretning er så god, at jeg ikke har en plan B

De fleste succesfulde virksomheder har måttet ændre deres oprindelige idé mange gange for at ende op med den forretningsmodel, som giver succes i markedet. Vi plejer at sige, at den oprindelige plan aldrig overlever det første møde med kunderne. Et godt eksempel er Starbucks, der oprindeligt ville importere et italiensk kaffekoncept til USA, men måtte ændre gevaldigt i både indretning, kaffesmag osv., for at amerikanerne gad tage konceptet til sig. Alle nystartede virksomheder skal igennem 7-10 omgange, hvor de ændrer deres produkt, salgsmodel, prissætning osv., og derfor skal man altid have en plan A, B, C og D. Hvor hurtigt man er i stand til – og villig til – at ændre sin oprindelige plan, afgør, om man lykkes.

2) Mit produkt skal være helt færdigt, før jeg går i marken

Der findes ikke ”et færdigt produkt.” Alle iværksættere har et ufærdigt produkt, og jo før de får testet det i markedet og dermed får input til, hvordan de skal ændre det, desto bedre. Hvis man bruger lang tid på at udvikle produktet og ikke får det afprøvet, spilder man tid og penge på detaljer, som viser sig at være ligegyldige, fordi kunderne alligevel vil have noget andet.

3) Jeg har ingen konkurrenter, så kunderne vil elske mig

Der er altid konkurrenter. Selvom man har udviklet den mest unikke løsning, er der altid den risiko, at kunderne blot vil gøre, som de plejer. Alle kunder i dag har løsninger, som de bruger, og selvom man kan tilbyde dem åbenlyse fordele ved sit produkt, er det ikke sikkert, at de gider bruge det. Det er nemmere at gøre, som altid har gjort, fordi det typisk fungerer – i hvert fald i et vist omfang.

4) Jeg behøver ikke kontanter i kassen

Mange opstartsvirksomheder laver fantastiske budgetter, som viser fin omsætning og fine indtjeningstal, men glemmer, at der er forskel på det, som står i regnskabet, og det reelle pengeflow i virksomheden. Og de glemmer, at det altid tager længere tid at få kontanter i kassen, end det gør at få tilsagn om, at folk vil købe ens produkt. Det kan blive et problem, fordi ansatte skal have løn, huslejen betales osv.

5) Jeg tror på, hvad folk siger – ikke hvad de gør

Rigtig mange opstartsvirksomheder bruger tid på at præsentere deres idé for andre og få feedback, og fordi mennesker er flinke, siger de gerne, at idéen er god. Så kommer iværksætteren til os og siger: »Jeg har fået meget positiv feedback,« og vores svar er altid: »Vis os, hvad kunderne har gjort – ikke hvad de har sagt.« Pointen er, at handling siger mere end ord, og uanset hvor meget positiv feedback, man har fået, er betalende kunder et meget bedre bevis. Validering af en idé eller et produkt sker i form af personer, der skyder penge i den. Og vi plejer at sige, at det sværeste, man kan få fra en investor, er et nej.