WDH-direktør: Oticon Medical snart klar med første implantat
William Demant Holdings kirurgiske division, Oticon Medical, fortsætter fremad for fuldt blus.
Det fortalte Oticon Medicals administrerende direktør, Jes Olsen, i forbindelse med William Demants præsentation ved Audiology Now-messen i San Antonio, Texas, torsdag aften dansk tid.
Han afslørede, at Oticon Medical har vundet flere udbud på implantatsiden, og at maskinen for alvor begynder at køre i de kommende år.
- Vi er klar til implantatlancering i Europa. Distributør-ligningen er gennemført, og vi har erstattet dårligt præsterende distributører med nogle godt præsterende fra vores eget netværk i Oticon, sagde Jes Olsen i forbindelse med præsentationen.
Der vil komme "store" lanceringer fra Oticon Medical på implantatsiden i både 2015, 2016 og 2017, og det første implantat, der skal lanceres i 2015, kommer til at hedde Neuro One, fortalte Oticon Medical-chefen.
Tilløbet har dog også været langt for Oticon Medical siden overtagelsen af Neurelec, fordi det franske selskabs distributionsnetværk og omdømme ikke var optimalt ved overtagelsen.
Det har det danske selskab dog fået styr på ved at skifte ud i distributørerne, gennem utallige besøg og præsentationer hos klinikker verden over og ved at trække på de mange kontakter og det store netværk, der i forvejen var i William Demant-koncernen.
- Jeg er særligt glad for at sige, at vi har adskillige hold, der nu arbejder på samme projekt på tværs af grænser. Det er en svær proces at styre, men vi har været i stand til at komme igennem det. Vi har nu et setup, der gør os i stand til at få det bedste ud af folk, lige meget hvor de er, sagde Jes Olsen ved torsdagens præsentation.



