Ingen grund til klynk: Københavnske lejligheder blandt de billigste i Europa
Ejerlejligheder i København er billigere end i de fleste andre europæiske storbyer.
Køb tre-fire lejligheder i København for samme pris som én centralt beliggende lejlighed i London.
Priserne på ejerlejligheder i den danske hovedstad er langt fra lige så høje som i de største hovedstæder i Europa.
Ja, faktisk er priserne på ejerlejligheder i London, Rom og Paris alle over dobbelt så høje som i København.
Det viser en analyse fra ejendomsmæglerkæden Nybolig, der har sammenlignet priserne på ejerlejligheder på 80 kvadratmeter i de europæiske hovedstæder.
En ejerlejlighed på 80 kvadratmeter i København koster ifølge Nyboligs analyse i gennemsnit 2,4 mio. kr., mens prisen i London er på lidt over otte mio. kr.
Med en kvadratmeterpris på 100.000 kr. er London den suverænt dyreste europæiske hovedstad at købe lejlighed i.
Ifølge Nybolig er hovedforklaringen på prisforskellen ikke overraskende udbud og efterspørgsel.
»I København er der mulighed for at bygge nyt på centrale beliggenheder, og det gør man. Det er der i mindre grad mulighed for i andre europæiske storbyer. I det centrale London er der ingen mulighed for at bygge, og det presser de eksisterende lejligheder op i pris,« siger Kim Pauli, pressechef hos Nybolig.
Han henviser blandt andet til, at man i København tilgodeser efterspørgslen ved at omdanne erhvervs- og havnearealer til boligområder. Det er eksempelvis tilfældet i Nordhavnen, der vil få plads til 40.000 beboere på et tidspunkt i løbet af de næste mange år.
Det er dog ikke kun i byer som London, Paris, Rom, Amsterdam og Wien, at lejlighedsprisen er højere end i København. Også hos de nordiske naboer i Sverige, Finland og Norge er de aktuelle lejlighedspriser markant højere.
I Stockholm er prisen på en 80 kvadratmeters lejlighed ca. 5 mio. kr., i Oslo ligger prisen på 3,8 mio. kr., mens prisen i Helsinki er på 3,5 mio. kr.
»Det er overraskende, at vi ligger så langt nede i forhold til de andre skandinaviske byer. Men forklaringen er den samme. Vi har bedre muligheder for at udbygge,« siger Kim Pauli.
Selvom det kun er byer som Athen, Lissabon, Reykjavik og Warszawa, der er billigere end København, er der stadig et stykke vej op til de københavnske lejlighedspriser før finanskrisen.
I 2006 var kvadratmeterpriserne i den danske hovedstad på ca. 33-34.000 kr., hvorimod niveauet i dag er ca. 30.000 kr.
»Niveauet er ikke nået endnu, men vi nærmer os, og vi er tæt på,« siger Kim Pauli.

