Karen Tobiasen tager døden med på arbejde
Philips Lightings hr-chef indledte karrieren med at være sygeplejerske for døende aids-patienter. Af det lærte hun bl.a., at man lige så godt kan tage den svære samtale i stedet for at tie.
Aids-patienten Susanne var 29 år, da hun fødte sit andet barn. Ved fødslen tabte hun en del blod og fik en blodtransfusion. Hun fik hiv fra donorblodet og døde tre år senere af aids.
Det er blot en af de mange patienter, som Karen Tobiasen plejede som ung sygeplejerske på intensivafdelingen for aids-ramte for 25 år siden.
»Det lærte mig at fokusere på det, som du kan ændre. Hun havde fået en blodtransfusion, og nu skulle hun dø. Man kan jo blive helt skræmt og apatisk over det. Men sket er sket. Det kunne jeg ikke ændre, men jeg kunne ændre på den oplevelse, hun ville få som døende,« siger Karen Tobiasen.
Hun er i dag hr-chef og senior vice president hos Philips Lighting i Holland med ansvaret for 54.000 medarbejdere. Hun bruger dagligt de greb, som hun lærte sig for 25 år siden som sygeplejerske.
»Det har lært mig at have den svære samtale. Der er ingen svære samtaler i erhvervslivet. Vi tror, at det handler om liv og død, fordi arbejdet er så stor en del af vores identitet. Men det er ikke liv og død, og det skal vi huske,« siger hun.


