Bestseller donerer over 100 millioner til velgørenhed
Den danske virksomhed donerer hele sin globale omsætning fra fredag til velgørenhedsorganisationer.
Den midtjyske tøjvirksomhed Bestseller donerer nu over 100 millioner kroner til velgørende formål.
I marts lovede Bestseller nemlig, at virksomheden ville donere hele sin globale omsætning fra fredag den 10. april til flere forskellige velgørenhedsorganisationer.
”Vi mangler omsætningstal fra Canada, men det vi ved her til morgen er, at vi har haft en omsætning på cirka 103 millioner kroner - af rent opgørelsestekniske årsager kan beløbet blive endnu større,” fortæller Mogens Werge, der er CSR- og kommunikationsdirektør hos Bestseller.
Halvdelen af salget vil gå til Internationalt Red Barnet, Unicef og Gain (Den Globale Alliance for bedre ernæring), mens den resterende halvdel vil blive doneret til 39 lokale organisationer rundt om i verden.
Ifølge Mogens Werge er der flere formål med donationen, som udover at støtte velgørende organisationer, også er med til at skabe fællesskabsfølelse i hele Bestseller-organisationen, som beskæftiger mere end 15.000 medarbejdere fordelt på 70 forskellige markeder.
”Den energi, glæde og faglige stolthed vores medarbejdere har haft i forbindelse med projektet gør det til en fantastisk oplevelse,” siger Mogens Werge.
Det er første gang, at virksomheden donerer hele sin dagsomsætning, og Mogens Werge glæder sig blandt andet også over ”de positive tilkendegivelser Bestseller har fået på de sociale medier”.
Red Barnet er en af de modtagere, der snart kan nye godt af midlerne fra virksomheden.
”Det er helt enestående, og det er ikke sket for os før, at en virksomhed donerer i den størrelsesorden uden at forlange modydelser. Det betyder jo, at vi er i stand til at hjælpe rigtig mange børn både i Danmark og i Kina, hvor vores internationale projekt er,” fortæller Claes Amundsen, der er kommunikationschef hos Red Barnet.
Red Barnet vil blandt andet bruge midlerne til at give danske børn adgang til fritidstilbud, mens en del af midlerne også vil blive brugt til et internationalt projekt i Kina.
”I Danmark hjælper vi børn, som kommer fra dårligt stillede familier, der ikke har adgang til et ordentligt fritidsliv. De har eksempelvis ikke mulighed for at dyrke sport i foreningerne – hvilket primært skyldes familiernes økonomiske forhold, mens der ofte også kan være en social barriere, der forhindrer det,” siger Claes Amundsen.
Det kinesiske projekt støtter forældreløse børn, der efterlades i landdistrikterne, når forældrene migrerer til storbyerne i jagten på job. Midlerne vil konkret blive brugt til at opgradere skoler og til at sørge for bedre undervisning.
”Vi får cirka 15 millioner kroner til det internationale projekt, og det er et helt vanvittigt fantastisk stort beløb. Og det ser også ud til, at vi modtager et million beløb til de danske børn. Det vil komme mange til gode,” siger han.


