Fortsæt til indhold

Flere byggevirksomheder vender underskud til overskud

Byggeriet har fået en flyvende start på 2015.

Erhverv
Kilde: Licitationen - Byggeriets Dagblad

Bygge- og anlægsbranchen er den branche, hvor den største andel af virksomheder med underskud har klaret at vende skuden og slippe af med de røde tal i første kvartal, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Det viser beregninger fra FSR - danske revisorer, der på baggrund af Experian har lavet et særligt udtræk for Licitationen - Byggeriets Dagblad.

I alt har 1.200 virksomheder vinket farvel til underskud - heraf 174 i byggebranchen.

Selvom faldet er det største blandt samtlige brancher, kører mere end hver tredje virksomhed i byggeriet stadig med underskud. Det er præcis under gennemsnittet for brancherne generelt, som vist i grafikken.

»Det ser faktisk ud til, at man er ved at få hånd om det i byggeriet og ikke står tilbage for de andre brancher i forhold til at klare sig rent økonomisk, og det er ret godt skuldret, at flere virksomheder er gået væk fra de røde tal på bundlinjen,« siger Tom Vile Jensen, der er erhvervspolitisk direktør i FSR.

Underskudsparametret er ikke det eneste, der falder ud til byggeriets fordel.

Første kvartal bød også på en stigning i byggesalget. Set i forhold til sidste kvartal af 2014 er salget steget med 4,3 procent, når der er korrigeret for sæsonudsving. Sammenligner man februar i 2014 med februar i 2015, er salget i faktiske tal steget med 13,4 procent.