Fortsæt til indhold

Telia: Konkurrencen spidser til med lavere mobilpriser

Konkurrencen på det danske telemarked fortsætter med at presse priserne i nedadgående retning, og det er fortsat teleselskabet 3, der er bannerfører med de laveste priser.

Erhverv
ritzau FINANS

Det fortæller Søren Abildgaard, der er administrerende direktør for Telia Danmark, efter at moderselskabet Teliasonera har præsenteret regnskabet for første kvartal af 2015.

- Konkurrencen bliver ved at være hård, og priserne bliver ved at falde. For et år siden sagde vi, at det lave prispunkt var omkring 100 kr., og nu er vi et væsentlig et stykke under 100 kr., siger Søren Abildgaard til Ritzau Finans.

Han peger på, at hvor det bedste tilbud i januar 2014 hed 3GB data og fem timers tale for 100 kr., hedder det her lidt over et år senere 20GB data og 10 timers tale for samme pris.

Søren Abildgaard fortæller, at det primært er teleselskabet 3, der er klassens frække dreng på prissiden gennem datterselskabet Oister.

- Oister er meget aggressive på prisen, men det er 3 egentlig i det hele taget, siger Søren Abildgaard til Ritzau Finans.

På trods af, at 3 ifølge Telia Danmark-topchefen presser priserne, kunne 3 kun melde om 1.000 nye kunder i butikken i første kvartal, hvilket skal ses i lyset af, at Telia hentede 25.000 nye kunder i de tre første måneder af året.

Den hårde priskonkurrence er også udtrykt ved, at Telias gennemsnitlige omsætning per mobilkunde (ARPU) faldt med 6 kr. til 128 kr. - det laveste nogensinde.

Situationen på det danske telemarked er igennem et stykke tid blevet beskrevet som uholdbar, og derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at svensk-finske Teliasonera og norske Telenor i slutningen af 2014 bekendtgjorde, at de slår sig sammen på det danske marked.

Selvom der dermed ser ud til at blive en aktør mindre i den nærmeste fremtid, vurderer Søren Abildgaard ikke, at konkurrencen er blevet mindre intens i løbet af den første del af 2015.

- Nej, det ser ikke sådan ud. Og ikke for vores vedkommende i hvert fald. Vi kører selskabet videre med fuld konkurrence, som vi altid har gjort, og det forventer jeg da også, at Telenor gør. Det er vi forpligtede til at gøre, men der kan også opstå en situation, hvor vi skal stå alene, siger Søren Abildgaard, der fortæller, at han intet har at gøre med fusionsplanerne, men udelukkende står for driften i Danmark.

EU's konkurrencemyndigheder, der har Margrethe Vestager i spidsen, besluttede i starten af april, at fusionen mellem de to aktører på det danske marked skal kigges yderligere igennem. Deadline for en beslutning hedder 2. september.

Artiklens emner
3 Scandinavia
Telia