3-direktør: Mediestorm om skattely har kostet mange kunder
En kritisk, men fejlagtig artikel i de danske medier om 3's skatteforhold har kostet kunder hos teleselskabet. Det er sammen med en opsagt aftale med Finansministeriet forklaringen på, hvorfor teleselskabet 3 kun fik 1.000 nye kunder i de første tre måneder af 2015.
Det fortæller Morten Christiansen, der er direktør for teleselskabet 3 i Danmark, oven på regnskabet for de første tre måneder af 2015, der viste markant mindre kundevækst end de seneste mange kvartaler.
Han fortæller, at 3 indtil årsskiftet 2013/2014 havde en aftale med Finansministeriet om mobilt bredbånd, som 3 valgte ikke at byde ind på igen. Her fastholdt 3 i første omgang en del af abonnenterne, men en stor del har efterfølgende forladt selskabet i løbet af de første tre måneder af 2015.
- Salget går overordnet set rigtig fint drevet af 3LikeHome og 3Deling. Men det, der påvirker nettovæksten, er aftalen med Finansministeriet og derudover den skattesag, hvor vi i slutningen af januar blev beskyldt for ikke at have betalt skat i Danmark. Det har også kostet kunder, siger Morten Christiansen.
Ritzau Finans: Hvordan kan I se det?
- Vi kan ikke se det specifikt. Men vi kan se, at der var en ekstraordinær stor kundeafgang i måneden efter. Sammen med aftalen med Finansministeriet, vurderer vi, at der er tale om 20-30.000 kunder, som har forladt os ekstraordinært, siger Morten Christiansen.
Derudover peger han også på, at salget er trukket marginalt ned som følge af, at 3 ikke længere sælger fra kiosker og posthuse.
Efter den beskedne fremgang i kundebasen er der derimod udsigt til pæn fremgang i den resterende del af året, hvor 3 går efter at hente 100.000 nye kunder på trods af udviklingen i første kvartal.
- Vi forventer at kunne hente det tabte fra første kvartal hjem, så vi kommer til at ligge på den pæne side af 100.000. Du vil se en helt anden udvikling i andet kvartal. Det kan vi se allerede nu, siger Morten Christiansen.
Teleselskabet 3 er ejet af det svenske investeringsselskab Investor AB, der ejer 40 pct. af aktierne i selskabet, samt konglomeratet Hutchison Whampoa som sidder på de resterende 60 pct. af aktierne.


