Fortsæt til indhold

Kampen om mobilkunderne tager fart

De danske teleselskaber har skruet ned for priserne og puttet mere indhold i abonnementerne i kampen om at få mobilkunderne ind i stalden. Det betyder lavere abonnementspriser og højere tilskud til telefoner og smartphones til kunderne, mens indtjeningen hos selskaberne lider.

Erhverv
ritzau FINANS

Sådan tegner billedet sig i hvert fald oven på regnskaberne fra Telia og 3 for de tre første måneder af 2015, som blev offentliggjort tirsdag.

Telia kom bedst ud af kvartalet på kundesiden med en tilgang af 25.000 nye kunder i Danmark, mens 3 kunne notere en mere beskeden vækst på 1.000 nye abonnenter herhjemme.

- Konkurrencen bliver ved at være hård, og priserne bliver ved at falde. For et år siden sagde vi, at det lave prispunkt var omkring 100 kr., og nu er vi et væsentligt stykke under 100 kr., siger Søren Abildgaard, der er administrerende direktør for Telia Danmark, til Ritzau Finans.

Sådan lyder det også fra 3, der dog forklarer den beskedne kundevækst i kvartal med en opsagt aftale med Finansministeriet blandt ind i en cocktail med den mediestorm, som selskabet blev ramt af i starten af 2015.

Den intense konkurrence kan aflæses på indtjeningen hos både Telia og 3. Teliasoneras overskudsgrad (EBITDA-margin) faldt til 9,8 pct fra 11,5 pct. i samme periode året før, mens 3's overskudsgrad faldt til 20 pct. fra 24 pct.

- Det er et presset marked, og marginerne på kunderne går hele tiden ned som følge af, at priserne går i nedadgående retning, siger Morten Christiansen, der er administrerende direktør for 3 i Danmark, til Ritzau Finans.

Taberen i denne omgang ser endnu en gang ud til at være TDC, der er markedsleder på det danske marked.

TDC har indtil nu afholdt sig fra at være de mest aggressive på prisen men har i stedet haft en strategi om fokus på indholdsmættede abonnementer, hvor man for eksempel får avisabonnementer og adgang til streamingtjenesten HBO inkluderet i abonnementet mod en højere månedlig pris.

Michael Friis Jørgensen, der følger den danske telesektor som analytiker i Alm. Brand Markets, vurderer, at de kunder, som er havnet hos særligt Telia i den første del af året, formentlig er forsvundet fra TDC.

Han peger på, at TDC kan være nødsaget til at kaste sig yderligere ind i konkurrencen på markedet, hvis kunderne fortsætter med at vælge den danske telemastodont fra.

- Hvis det her bliver ved, så er der ikke noget at gøre. TDC vil nok afvente, om fusionen (mellem Teliasonera og Telenor, red.) vil afdæmpe konkurrencen, men jeg vurderer, at vi er ved at være ved et punkt, hvor TDC skal til at gøre noget. Det kan ikke blive ved sådan, siger han til Ritzau Finans.

Situationen på det danske telemarked med presset indtjening og lav eller ingen vækst er igennem et stykke tid blevet beskrevet som uholdbar. Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at svensk-finske Teliasonera og norske Telenor i slutningen af 2014 bekendtgjorde, at de slår sig sammen på det danske marked.

Endnu ligger den potentielle fusion i Bruxelles. Her skal EU's konkurrencemyndigheder med Margrethe Vestager i spidsen tage stilling til, om et marked med tre store aktører er lige så godt for forbrugerne som et marked med fire store spillere. Kommissionens deadline hedder 2. september, men de fleste iagttagere venter, at fusionen glider igennem.

Udsigten til en spiller mindre har endnu ikke på nogen måde lagt en dæmper på kampen om mobilkunderne, fortæller både Telia og 3.

- Nej, det ser ikke sådan ud. Og ikke for vores vedkommende i hvert fald. Vi kører selskabet videre med fuld konkurrence, som vi altid har gjort, og det forventer jeg da også, at Telenor gør. Det er vi forpligtede til at gøre, men der kan også opstå en situation, hvor vi skal stå alene, siger Søren Abildgaard fra Telia.

Sådan lyder det samstemmende fra teleselskabet 3, der også erkender, at man er med til at presse priserne nedad.

- Vi er medskyldige, men det er en konsekvens af, at der er så stor konkurrence, hvilket betyder lavere priser og mere indhold i pakkerne, siger Morten Christiansen fra 3 i Danmark.

Når en eventuel fusion bliver en realitet, vurderer teleselskabet 3, at en spiller mindre på markedet vil lægge en dæmper på den intensive priskrig.

- Hvis fusion går igennem, vil vi se en spiller, der har kunder nok, og som derfor i stedet vil gå efter at finde omkostningsbesparelser. Så derfor vil priserne formentlig holde op med at falde, siger Morten Christiansen.

Han fortæller dog, at teleselskabet 3 uanset fusionen vil gå efter at stjæle kunder fra konkurrenter i samme fart, som det hidtil har været i stand til.

- Vi skal ligge på prispunkter, der sikrer, at vi kan få en kundevækst på 100-120.000 nettokunder om året, siger han.

Efter regnskaberne fra Teliasonera og 3 udestår der tal fra Telenor og danske TDC. De to selskaber offentliggør regnskaber lander henholdsvis 6. og 7. maj.

Artiklens emner
Telenor
TDC