Fortsæt til indhold

Posten flytter til Amager

Det gamle postbygning ved Hovedbanegården i København skal erstattes af et lejemål på Amager.

Erhverv

Efter mere end 100 år på samme adresse flytter Post Danmark, der er en del af PostNord-koncernen, væk fra sit hovedkontor på Tietgensgade i København og til lejede kontorlokaler på Amager.

Hovedkontoret er sammen med den store postterminal bagved blevet solgt til Danica Pension for 925 mio. kr. Og nu er det altså kommet frem, hvor PostNord fremover skal have sit landehovedkontor i Danmark. Det bliver på adressen Hedegaardsvej 88 på det østlige Amager nær Femøren metrostation.

Det oplyser erhvervsmægleren CBRE, der har forestået udlejningen, i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Det nuværende hovedkontor kaldes også Hovedpostkontoret eller Centralpostbygningen og er opført i 1912. Stilen er ifølge Kulturarvsstyrelsens optegnelser fransk 1600-tals barok. Bygningen prydede blandt andet Danmarks første egentlige motivfrimærke, da den blev indviet i 1912.

Når PostNord har solgt den historiske bygning med tilhørende postterminal, så skyldes det dels, at de faldende brevmængder har gjort, at man godt kan klare sig uden, dels at at PostNord har brug for kapital. Pengene skal postkoncernen bruge til at komme ind på det voksende marked for pakketransport og logistik, og så skal selskabet undgå at ramme sit eget, interne gældsloft. Selskabet stiler mod en såkaldt nettogældsætning på 10-50 pct. og var i 2014-regnskabet helt oppe på 46 pct.

Det store område centralt i København skal nu udbygges til en ny bydel. Danica overtager området den 30. juni i år, men PostNord vil frem til 2018 leje sig ind, mens arealet langsomt rømmes. Udflytningen af det administrative personale fra selve Centralpostbygningen begynder til november i år, og PostNords presseafdeling oplyser til Finans, at man endnu ikke ved, hvornår den er tilendebragt.

På Amager får PostNord råderet over 11.500 kvm. i en domicilbygning på godt 26.000 kvm. I de øvrige lokaler bor bl.a. Vestas og Meyers Catering.

»Vi har fundet et lyst og luftigt kontorhus med moderne faciliteter, som vil udgøre den perfekte ramme for vores medarbejdere og for den forsatte effektivisering og udvikling af virksomheden,« siger Henning Christensen, direktør for PostNord Danmark, i en pressemeddelelse.

Før Centralpostbygningen havde postvæsnet hovedkontor i det, der blev til Købmagergades Postkontor. PostNord meddelte i december, at denne bygning skulle sælges til PFA Pension for 400 mio. kr.

Artiklens emner
Post Danmark