Fortsæt til indhold

Europas store flyselskaber i dyb intern splid

Mellemøstlige flyselskaber skaber konflikt i europæisk sammenslutning i luftfarten. Tre medlemmer har forladt AEA, som er de gamle og statsejede selskabers klub.

Erhverv

Intern splittelse truer en af luftfartens ældste og mest indflydelsesrige sammenslutninger.

Tre store flyselskaber har i løbet af en uge forladt den europæiske sammenslutning af flyselskaber, AEA, og de har smækket med døren.

De er stærkt utilfredse med, at AEA gentagne gange har været kritiske over for de mellemøstlige flyselskaber, som kaprer markedsandele i europæisk luftfart.

British Airways og Iberia var de første til at træde ud af AEA, og nu er Air Berlin fulgt efter.

Fælles for de tre flyselskaber er, at de har mellemøstlige flyselskaber som aktionærer. Etihad Airways ejer knap 30 pct. af Air Berlin, mens Qatar Airways tidligere i år købte knap 10 pct. af aktierne i International Airlines Group, IAG, som har British Airways og det spanske Iberia som de førende medlemmer.

»AEA forsøger desperat at bygge et hegn omkring Europa for at beskytte sine egne interesser. Det er en holdning, som hører fortiden til. Luftfarten er liberaliseret, og det baner vej for nye forretningsmodeller, som er til glæde for passagererne,« siger Aage Dünhaupt, kommunikationsdirektør i Air Berlin.

AEA forsøger desperat at bygge et hegn omkring Europa for at beskytte sine egne interesser.
Aage Dünhaupt, kommunikationsdirektør i Air Berlin

Han fremhæver, at det især er Lufthansa Gruppen og Air France KLM, som har indflydelse i AEA. Netop disse selskaber har længe været kritiske over for mellemøstlige flyselskaber som Emirates, Etihad Airways og Qatar Airways.

»AEA består fortrinsvis af de gamle, etablerede selskaber, som enten er statsejede eller oprindelig har været det. Men luftfarten har udviklet sig, og vi er flere flyselskaber, som i stedet for at bekæmpe operatørerne i Mellemøsten har valgt at samarbejde og indgå partnerskaber med dem. Det er med til at fastholde og skabe nye jobs i Europa,« siger Aage Dünhaupt.

Med splittelsen er AEA's rolle som talerør og lobbyist for de store europæiske flyselskaber svækket. Air Berlin er det næststørste selskab i Europas mest befolkningsrige land Tyskland, og British Airways og Iberia er de dominerende selskaber i store lande som Storbritannien og Spanien.

I branchen er det en udbredt opfattelse, at også Alitalia fra Italien vil melde sig ud af AEA. Selskabet har Etihad Airways som storaktionær.

Artiklens emner
Iberia
British Airways