Bilbrødre nyder godt af økonomisk opsving
En af Danmarks største bilforhandlerkæder Ejner Hessel runder for første gang 3 mia. kr. i omsætning.
»Vi er godt tilfredse med resultatet i det marked, vi bevæger os i,« lyder den afdampede kommentar fra adm. direktør i Ejner Hessel, Bjarne Hessel, til regnskabet for 2014.
Resultatet før skat lander på 61 mio. kr., og er dermed 5 mio. kr. bedre end for 2013. Samtidig sætter omsætningen rekord, for Ejner Hessel lader for første gang nogensinde en omsætning på over 3 mia. kr.
Ejnar Hessel, der blev grundlagt af manden ved samme navn i 1968, drives i dag er hans fire sønner: Bjarne, Peder, Bent og Steen Hessel med storebror Bjarne Hessel i spidsen som adm. direktør.
Væksten i Ejner Hessel skyldes især en fremgang i salget af personbiler og varevogne, og i modsætningen til for bare et par år siden er det ikke længere kun mikrobilerne, der triller ud fra de 21 afdelinger fordelt rundt i Jylland og på Sjælland.
»Det er i særdeleshed Mercedes’ mellemklasse biler og Renault Clio og Capture, som sælger godt. Folk føler sig lidt mere trygge nu ved den økonomiske situation, end de har gjort tidligere. Mange føler, de har mulighed for at investere lidt mere i en bil,« siger Bjarne Hessel.
Han peger også på, at salget af varebiler er gået frem, og det er en god indikator for, at der er kommet gang i økonomien igen. For når håndværkerne – og erhvervslivet generelt – får mere at se til, bliver der ofte brug for en ekstra bil.
I alt solgte Ejner Hessel næsten 20 pct. flere person-, vare- og lastbiler i 2014 end året forinden. Den store fremgang sker endda på trods af et fald i antallet af solgte lastbiler på omkring 10 pct.
»Salget af lastbiler oplevede et fald i forhold til 2013, men med til historien hører, at der blev solgt et meget stort antal enheder ultimo 2013 grundet nye miljøkrav i 2014,« siger Bjarne Hessel.
Den positive udvikling ser ud til at fortsætte i år også. I hvert fald er salgstallene i første kvartal af i år væsentligt bedre, end de var i fjor.
»Vi kan ikke sige andet, end at de første fire måneder har tegnet positivt, både hvad angår salg af biler, værkstedsomsætning og reservedele. Vi ligger over det, vi havde turdet at håbe på,« siger Bjarne Hessel.
Den positive udvikling betyder, at Ejner Hessel er på udkig efter muligheder for at åbne nye afdelinger.
Nøgletal for Ejner Hessel
| Nøgletal | 2014 | 2013 |
|---|---|---|
| Omsætning | 3,043 mia. kr. | 2,722 mia. kr. |
| Resultat før skat | 61 mio. kr. | 56 mio. kr. |
| Resultat efter skat | 46 mio. kr. | 45 mio. kr. |
| Egenkapital | 282 mio. kr. | 264 mio. kr. |
| Antal medarbejdere | 685 | 641 |

