Dansk pant på vej på tyske dåser
Danske grænseshoppere kan se frem til dyrere dåseøl og –sodavand.
Synet af tyske øl- og sodavandsdåser i grøften langs de danske landeveje ser ud til snart at være fortid. Den danske miljømister Kirsten Brosbøl (S) og den slesvig-holstenske miljøminister, Robert Habeck er nemlig i øjeblikket »meget meget tæt på at kunne indgå en aftale« om pant på dåser, som danskerne køber ved grænsebutikkerne.
Aftalen er endnu ikke på plads, og Finans har forgæves forsøgt at få den uddybet af Kirsten Brosbøl, men fra Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Reissmann, lyder det, at regeringen er i en god dialog med tyskerne. Og netop en aftale om pant på de dåser, der bliver købt ved grænsen, har længe været et ønske fra dansk side.
»Det er et kæmpe stort miljøproblem, vi har. Jeg møder mange danskere, der spørger, om vi ikke kan gøre noget ved det svineri, at der ligger så mange dåser og flyder ude i naturen. Det ville være sindssygt godt at få det aluminium genbrugt i stedet for, at det havner i naturen eller forbrændingsanlæggene, fordi folk smider det ud med deres husaffald,« siger Mette Reissmann.
Det var den slesvig-holstenske miljøminister, Robert Habeck, der onsdag var den første til at nævne den nye aftale. Her lød det, at det danske pantsystem fremover også skal bruges til de øl- og sodavandsdåser, danskerne køber i grænsehandelen. Robert Habech har dog ikke sagt, præcist hvad panten på dåserne bliver.
Men ifølge grænsehandelsbutikkernes interesseorganisation Interessengemeinschaft der Grenzhändler, IGG, må man ikke lægge pantniveauet i de tyske grænsebutikker anderledes end i resten af Danmark.
»Det er helt rigtigt, vi går efter en løsning med dansk pant, som indebærer at forbrugere, der køber ind i Tyskland, også kan aflevere dåserne og få panten retur i Danmark. Ligesom når vi de handler ind i danske butikker,« siger Mette Reissmann.
Hvis aftalen bliver vedtaget, bliver det dyrere for danskerne, når de køber ind i Tyskland. Alt tyder nemlig på, at der udover pant også kommer en særlig moms på dåserne. Ifølge Flensborg Avis vil der blive lagt ca. 25 øre i moms på de tyske dåser, som skal gå til den tyske statskasse. Dermed bliver det ifølge Finans' udregninger 90 kr. dyrere i moms og pant, at købe tre kasser med 24 Coca Cola-dåsesodavand i grænsebutikkerne Fleggaard, Otto Duborg og Poetzsch.
Den del vil Mette Reissmann dog ikke kommentere, fordi det er en del af de forhandlinger, der stadig er i gang. Hvornår aftalen træder i kræft, vil hun heller ikke sige.


