Fortsæt til indhold

Udbudspukkel holder sommerhuspriserne nede

Priserne på fritidshuse vil kun stige med 0,4 pct., forventer Nykredit.

Erhverv

Salget af fritidshuse er 34 pct. højere end for tre år siden, og i påsken meldte ejendomsmæglere og boligøkonomer om positive tendenser på markedet. Alligevel forventer Nykredit, at handelspriserne vil være stort set uændrede på landsplan.

Det skyldes en stor udbudspukkel. I 2005 blev 7.600 fritidshuse solgt, det tal var i 2007 nede på 4.100 - et niveau, som har holdt siden. I 2014 fik kun 2 ud af 100 fritidshuse ny ejer, og samtidig er der i dag 2,5 gange så mange fritidshuse til salg som i perioden 2004 til 2006.

»Potentialet for højere priser er beskedent i både 2015 og 2016. Der er dog grund til at forvente, at perioden april til juni i år vil vise det højeste antal salg af fritidshuse i fem år. Der vil dog fortsat være et godt stykke op til salgstallene før krisen,« siger Nykredits boligøkonom, Joachim Borg Kristensen.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris er i dag nede på 13.200 kr., hvilket er 27 pct. lavere end i 2007. Det er en af årsagerne til, at salget er kommet godt i gang i 2015.

Men det ændrer ikke ved, at markedet er propfyldt. I 33 kommuner er flere end 5 pct. af fritidshusene udbudt til salg.

»Det er formentlig den primære forklaring på, at priserne er fortsat med at falde i de seneste år på trods af den stigende omsætning,« siger Joachim Borg Kristensen.

Forudsætningerne for et bedre fritidshusmarked er ellers til stede.

Familiernes rådighedsbeløb er steget, fordi renten og priserne på benzin og brændstof er faldet, samtidig med at lønningerne er steget. Derudover får danskerne fortsat større tillid til, at deres økonomiske situation forbedres i fremtiden.

Men 2015 bliver ikke et stort år for fritidshusene, hvis man spørger Nykredit.

»Gældssætningen er fortsat høj, og familierne vil have fokus på konsolidering. Samtidig har mange års krise på helårsboliger betydet, at friværdierne til at finansiere et fritidshuskøb er reduceret,« siger Joachim Borg Kristensen.

Siden 2007 er knap 600 mia. kr. af den samlede friværdiformue forsvundet.

Nykredit forventer, at salget af fritidshuse vil stige med 8-10 pct. i 2015, men det vil kun blive fulgt af en minimal prisstigning på omkring 0,4 pct.

Artiklens emner
Nykredit
Joachim Borg Kristensen