Vil du have (nyt) job: Nu er chancen god
Efterspørgslen på arbejdskraft inden for det private arbejdsmarked er steget med 20 pct. over det seneste år.
Muligheden for at få et job er lige nu den største siden finanskrisen. Ja, faktisk er efterspørgslen på arbejdskraft større, end den har været i syv år.
Sådan kan man tolke nye tal fra Dansk Jobindex, der viser, at antallet af jobannoncer på nettet fortsætter stigningen. I april blev der lagt 20.700 jobannoncer, og det er det højeste tal siden oktober 2008.
»Der er efterspørgsel på arbejdskraft, men de øvrige indikatorer, vi har, peger ikke akut på mangel på arbejdskraft. Det kan derimod blive et relevant tema inden for de næste par år,« siger Steen Bocian, cheføkonom hos Danske Bank.
Det er især på det private arbejdsmarked, at efterspørgslen er stor.
Modsat den offentlige sektor, hvor antallet af jobannoncer er steget med 4 pct., har der i den private sektor været en stigning på 20 pct. over det seneste år.
Ifølge Steen Bocian er det også i den private sektor, at fremgangen er i dansk økonomi i øjeblikket.
»Henover det seneste år har den private sektor bevæget sig i den rigtige retning. Dels fordi det går bedre i verden omkring os, og dels fordi vi ikke har de samme problemer inden for landets grænser, hvad angår eksempelvis boligmarkedet,« siger Steen Bocian.
Selvom tallene for april viste knap 21.000 jobannoncer, er der fortsat et stykke vej op til tiden før finanskrisen. Her blev der lagt over 30.000 nye jobannoncer på nettet hver eneste måned.
Siden 2012 er beskæftigelsen steget med 32.700 personer ifølge det kvartalsvise nationalregnskab.


