Lav oliepris kan ikke holde Mærsk nede
Selskabskæmpens resultat voksede 18 pct. i første kvartal trods lav oliepris. Selskabet klar med lille opjustering.
Den ekstremt lave oliepris satte et markant aftryk på A.P. Møller-Mærsk i første kvartal.
De olieafhængige datterselskaber Maersk Oil og APM Terminals lider under den halverede pris på den sorte masse, men de øvrige selskaber i gruppen er til gengæld tilstrækkeligt stærke, så det underliggende resultat alligevel kravler op i et niveau, der er 18 pct. højere end samme periode i fjor, hvilket svarer til et underliggende resultat på 1,3 mia. dollars.
Ser man på resultatet for perioden er der tale om et overskud på 1,6 mia. dollars svarende til omtrent 10,6 mia. kr., hvilket er omkring en halv mia. dollars bedre end ventet og omkring 0,4 mia. dollars bedre end samme periode i fjor. Det vækker naturligt nok glæde på direktionsgangen på Esplanaden, hvor afkastet af anstrengelserne i første kvartal får bedømmelsen »meget tilfredsstillende«.
Selskabet forventer nu et underliggende resultat på ca. 4 mia. dollars i 2015, hvilket er en anelse mere optimistisk end den hidtidige melding, der lød på et resultat »lige under 4 mia. dollars«.
Mens olieforretningerne hænger, så er det til gengæld Maersk Line, Maersk Drilling og APM Shipping Services, der driver fremgangen. Maersk Line, der er verdens største containerrederi og Mærsk-gruppens hovedindtægtsåre, har ganske vist været ramt af lave fragtrater, men omvendt nyder selskabet godt, at brændstofpriserne er lave.
Til gengæld er presset på ikke mindst Maersk Oil stort.
»Alle forretningsområder, der er påvirket af den lavere oliepris, har igangsat initiativer til omkostningsreduktioner for at sikre stabile overskud og fastholde konkurrenceevnen på længere sigt,« lyder det fra topchef Nils Smedegaard Andersen.
Han må acceptere et dyk i omsætningen på omtrent 10 pct. til 10,5 mia. dollars, hvilket ikke overraskende skyldes den lave oliepris.
Omvendt vinder selskabet altså på brændstofpriserne i shippingforretningen, hvor man har været i stand til at sænke omkostningerne med 744 mio. dollars - primært på grund af lave bunkerpriser.
Tilsvarende har selskabet været i stand til at sænke sine skattebetalinger med 773 mio. dollars i kvartalet, fordi indtægterne fra olieaktiviteterne er faldet, og fordi skatten er sænket på olieindtægter i Storbritannien, hvilket har udløst en udskudt skatteindtægt på 170 mio. dollars.
Det var samtidig kvartalet, hvor Mærsk-gruppen afsluttede salget af sin ejerandel af Danske Bank. Mærsk-familiens holdingselskab overtog 85 pct. af aktierne, mens andre aktionærer har overtaget 7 pct. Mærsk har valgt at udbetale størstedelen af indtægterne fra salget som ekstraordinært udbytte til aktionærerne.
En skatteindtægt på 223 mio. dollars i forbindelse med salget af aktieposten påvirker dog nøgletallene i første kvartal.
Ser man på de enkelte datterselskaber, så er det Maersk Line, der bidrager mest til overskuddet med et plus i perioden på 714 mio. dollars (454 mio. dollars i Q1 2014). Maersk Oil er fortsat nummer to på listen med et plus på 208 mio. dollars, men man kommer fra 346 mio. dollars i samme periode i 2014, så her betaler man prisen for olieprisens udvikling. Det samme gør APM Terminals, der er faldet resultatmæssigt fra 215 mio. dollars i overskud til 190 mio. dollars. Det opvejer man dog i Drilling, der er steget fra 116 til 168 mio. dollars.
Nøgletal A.P. Møller-Mærsk Q1 2015-2014
| (mio. dollars) | Q1 2015 | Q1 2014 |
|---|---|---|
| Omsætning | 10.547 | 11.736 |
| EBITDA | 2570 | 3017 |
| EBIT* | 1823 | 2237 |
| Resultat før skat | 1752 | 2083 |
| Nettoresultat før min.** | 1572 | 1207 |
* = positivt påvirket af effekt af salg af aktier i Danske bank på 223 mio. dollar.
** = Tallene for hele 2014 er kraftigt påvirket af salget af aktier i Dansk Supermarked samt store nedskrivninger i Maersk Oil.







