Fortsæt til indhold

Alternativ finansieringsform erklærer byggebranchen uegnet

Factoring vinder indpas i stadig flere virksomheder. Men byggebranchen er for speciel, mener en af de store spillere på markedet.

Erhverv
Kilde: Licitationen - Byggeriets Dagblad

Flere og flere virksomheder får øjnene op for mulighederne i at sælge deres fakturaer til factoringselskaber, der - mod et gebyr - betaler fakturaerne med det samme modsat kundernes 30 dages løbetid eller mere.

Men store dele af factoringselskaberne er ikke interesserede i at købe byggeriets fakturaer, fordi AB 92, der er et frivilligt regelsæt som dækker aftaleforholdet mellem bygherre og entreprenør, og andre garantistillelser mudrer billedet af den endelige faktura, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

I factoring baserer virksomhederne sine udlån på sikkerhed, og byggeriet falder ikke ind under de sikre brancher.

"Det egner vores koncept sig simpelthen ikke til," siger adm. direktør, Søren S. Larsen fra Danmarks største factoringvirksomhed Midt Factoring.

I factoring baserer virksomhederne sine udlån på sikkerhed, og i den henseende er byggeriet for usikkert.

"I slutfakturaen på de byggerier, vi har været inde over, har der som oftest været en garantistillelse. Det ser vi som en modforpligtelse, som kan betyde, at fakturaen ikke bliver betalt til sidst. Så når vi lægger pengene ud for den, så er der ikke så meget factoring i det, for det skal være en ubetinget fordring, hvor der ikke kan være et garantikrav den anden vej bagefter," siger Søren S. Larsen.

Det bekræfter direktør i interesseorganisationen Finans og Leasing, Christian Brandt.

"På grund af den hæftelse, der er under AB 92 - herunder også risikoen for at der kan ske modregninger på det som en entreprenør udfører for samme bygherre på andre arbejder - anser vi ikke byggeriet som factoring-egnet," siger Christian Brandt.