Fortsæt til indhold

Nu er Tiger klar til at indtage New York

Det skal ske fra den nye butik på Manhattan, og flere butikker er på vej.

Butikken på Broadway er på 465 kvadratmeter.
Erhverv

»Amerikanerne har altid været vilde med dansk design. Derfor glæder vi også vildt til at præsentere dem for vores design.«

Sådan lyder det fra stifteren af Tiger-kæden, Lennart Lajboschitz, der netop har åbnet kædens første amerikanske butik på adressen 920 Broadway i New York. Dermed er antallet af Tiger-butikker nu 457. Kæden er til stede i 26 lande.

I New York præsenterer kæden sig som Flying Tiger.

»New York er et helt specielt sted, og alle i Tiger har glædet sig til åbningen af butikken midt på Manhattan,« fortæller Lennart Lajboschitz.

Åbningen har været planlagt gennem et års tid, og butikken i New York åbnes i et samarbejde med den amerikanske partner Tina Kanter. Butikken er på 465 kvadratmeter.

»Der er tale om et unikt brand med store vækstmuligheder,« lyder det fra Tina Kanter.

Lennart Lajboschitz åbnede den første Tiger-butik i København i 1995, og i 2012 solgte han 70 pct. af kæden til EQT for at kunne udbrede kæden til flere lande.

I 2013 åbnede kæden sin første butik i Japan. Dengang måtte butikken melde alt udsolgt få timer efter åbningen.

»I New York har interessen også været stor, men ikke stor nok til at løbe os over ende,« siger Lennart Lajboschitz.

Tiger ejes af Zebra A/S, og her oplyser kommunikationschef Kristian Jessen, at der er flere butikker på vej.

»Åbningen af butikken på Broadway er en milepæl for Tiger, fordi New York er en ikonisk by. Når vi nu har åbnet den første butik i USA, er det selvfølgelig, fordi vi tror på, at der er et marked. Der er flere butikker på vej - også i andre lande. Men butikken er også en test, så vi kan få svar på, hvordan amerikanerne vil tage imod os,« forklarer Kristian Jessen.

Tiger ønsker ikke på nuværende tidspunkt at oplyse noget omsætningsmål for butikken i New York.

»Vi kommer med årsrapport i næste uge,« forklarer Kristian Jessen.

Artiklens emner
EQT
Tiger