Fortsæt til indhold

3F til virksomheder: Hvorfor fastansætter I ikke?

Det er blevet populært at ansætte vikarer i bygge- og industrifagene i Nordjylland.

Erhverv
kilde: dr nordjylland

I årets første måneder har vikarbureauet Matchmind sendt godt 100 flere vikarer end normalt ud i virksomhederne.

Dansk Industri ser det som et tegn på, at det lysner for dansk økonomi, men hos 3F er man mere forbeholden.

- Vi er begejstrede for, at der kommer 100 flere i arbejde. Men jeg forstår ikke, hvorfor man ansætter igennem vikarbureauerne, siger Søren Elsberg, formand for 3F Aalborg.

Han anerkender, at vikarbureauerne er en god løsning til kortvarige job.

- Men når man udvider staben med én til fire mand, så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke ansætter dem på normale vilkår, siger Søren Elsberg.

For det danske arbejdsmarked er så fleksibelt indrettet, at det ikke ville være noget problem for virksomhederne, mener han.

- Vi ser, at der er vikarer, der går i helt op til to år. Og det er jo ikke rimeligt, at man ikke ved, om man skal blive i virksomheden. Med den flexicurity-model vi har i Danmark, koster det næsten ikke noget at komme af med en medarbejder, så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke bruger de regler, siger Søren Elsberg.

Ét af problemerne med langvarige vikaransættelser er, mener han, at man ikke har de samme muligheder i sit privatliv, som hvis man er fastansat.

- Vi ser vikarer, som har svært ved for eksempel at låne i banken, fordi de ikke har en fast ansættelse. Og det synes jeg ikke er rimeligt, at de bliver en slags andenrangsmennesker, siger han.

De 100 flere vikarer, Matchmind har sendt ud i årets første kvartal, svarer til en fremgang på 26 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Artiklens emner
3F
DI