Dyre drenge slås om Gucci-taske til 13 kr.
Et af verdens store luksusbrands er gået til kamp mod den kinesiske handelsgigant Alibaba.
Den kinesiske handelsportal Alibaba, som er børsnoteret i New York, er blevet beskyldt for at sælge kopivarer.
Alibaba har samarbejdet med luksusfabrikanterne om at komme problemet til livs. Men den franske luksusfabrikant Kering SA, som tidligere hed PPR, har nu trukket en streg i sandet og vil nu gå rettens vej. Kering beskylder Alibaba for at profitere på handlen med kopivarer, skriver Bloomberg News.
Kering SA står bag mærkevarer såsom Gucci og Yves Saint Laurent, og ifølge Kering er der på Alibabas handelsportal blevet solgt en Gucci-taske for 2 dollar, imens den originale taske koster 795 dollar eller hvad der svarer til over 5.200 kr.
Ifølge Kering fremmer Alibaba dette salg, idet kunder, der har søgt på kopivarer, får tilbudt de ulovlige kopivarer. I sagsanlægget nævnes det, at Alibaba sælger kinesiske kopivarer i hobetal til USA.
Alibaba fastholder, at koncernen samarbejder med luksusfabrikanterne om at bekæmpe salget af kopivarer, og gør det klart, at man er skuffet over Kerings træk, som man mener vil afføde spildte kræfter på juridiske tovtrækkerier.
Kerings sagsanlæg er rejst i New York. Koncernen har tidligere sagsøgt Alibaba for en lignende sag, men det endte med, at sagen blevet trukket tilbage i august 2014.
Alibaba-aktien blev børsnoteret i september 2014 og havde en stærk introduktion med solid fremgang, men efterfølgende er luften gået af ballonen.
Alibaba-aktien havde en IPO-kurs på 68 dollar, og blev først handlet i niveauet 92,7 dollar. Alibaba aktien toppede i november i kurs 119,7 dollar, og handles i skrivende stund i 88 dollar per aktie.
De kinesiske myndigheder har også over en længere periode kørt en kampagne mod kopister, og Alibaba har holdt møder med myndighederne om problemet.
I starten af 2015 kom det frem, at de kinesiske myndigheder har været utilfredse med indsatsen over for kopisterne.

