Fortsæt til indhold

Wupti-millioner kan blive brugt til andre opkøb

Erhvervsmanden Niels Thorborg satser nu på at vokse endnu mere med L’Easy-koncernen.

Erhverv

Den fynske rigmand Niels Thorborg er efter salget af nethandelsvirksomheden Wupti klar til at ekspandere i selskabet L’easy. Samtidig overvejer han nye opkøb til andre af hans aktiviteter som rummer en række selskaber - lige fra bl.a. ejendomme til isenkræmmerkæden Inspiration.

Hverken du eller Dansk Supermarked vil oplyse, hvad handelsprisen er for Wupti. Men hvad skal din fortjeneste bruges til?

»Wupti er en ud af mere end 10 virksomheder, og jeg skal nu passe forretningen. Vi har masser at gøre og kan ikke afvise, at vi er på udkig efter noget, som kan supplere nogle af vores aktiviteter. Men jeg har ikke møder i kalenderen i morgen om det.«

Dit selskab 3C Retail købte i 2008 50 pct. af aktierne i Wupti.com og overtog for få måneder siden de resterende aktier. Og du har tidligere sagt, at netop Wupti gav masser af muligheder for synergi i forhold til din forretning i L'easy. Det gælder så ikke længere?

»Hvis der kun skal være en eller to betydende spillere på det danske nethandels-marked, har Dansk Supermarked musklen. Men vi får nu også styrket L’easy, da vi får trukket kompleksitet ud af virksomheden. Og vi kan sætte fart på væksten, som vi har især i Norge og Sverige. Måske vi nu også skal kigge på nye markeder for L’easy.«

Er du nu færdig med nethandel på det danske marked?

»Interessen er selvfølgelig kølnet lidt. Det har været spændende, men vi kan se, hvad der sker med big data, algoritmer og andet. Der skal meget til at løfte opgaven. Dansk Supermarked er et godt match for Wupti. I al beskedenhed må jeg sige, at vi ikke drøftede så meget, om vi skulle købe Dansk Supermarked eller omvendt. Vi afleverer en sleben diamant og tror, at Dansk Supermarked kan gøre selskabet større.«

Artiklens emner
L'Easy
Salling Group