Fortsæt til indhold

Thailands rigeste mand køber Illum

Thailands rigeste mand har været på shopping i København. Han køber stormagasinet Illum.

Erhverv

Kapitalforvalteren Blackrock har nu solgt stormagasinet Illum til Chirathivat-familien, der er Thailands rigeste.

Stormagasinet overtages af selskabet Central Group, der ejes af Chirathivat-familien og har Tos Chirathivat som adm. direktør.

Ifølge Forbes er Tos Chirathivat Thailands rigeste mand med en formue på anslået 83 mia. kr. Formuen er opbygget gennem et forretningimperium, som især omfatter detailhandel og ejendomshandel.

Blackrock og Chirathivat-familien har aftalt at hemmeligholde prisen på Illum, men efter alt at dømme har Blackrock strøget en pæn profit. Chirathivat-familiens selskab Central Group har siden 2013 drevet forretningen Illum, mens selve bygningen har været ejet af Blackrock.

Central Group har været en del af europæisk detailhandel siden 2011, hvor koncernen købte den italienske kæde La Rinascente, som omfatter 11 stormagasiner. Ifølge Forbes betalte Central Group 2,4 mia. kr. for La Rinascente.Central Group har siden forfulgt en strategi om et ekspandere i resten af Europa ved at opkøbe og udvikle historiske luksus-stormagasiner.

Om dagens handel i København siger Tos Chirathivat:

»Vi er rigtig glade for at overtage ejerskabet af den landskendte Illum-ejendom i København. Placeringen af stormagasinet er enestående og passer perfekt i vores strategi om at udvikle vores europæiske forretning. Vi vil bygge videre på Illums stærke brand og fortsætte med at introducerer endnu flere danske og internationale luksusvarer til forretningen.«

De seneste år har Thailand været præget af omfattende politiske uroligheder og en opbremsning i den økonomiske vækst. Samtidig er landet og i særdeleshed hovedstaden Bangkok dækket massivt af stormagasiner og indkøbscentre. Derfor har Tos Chirathivat forfulgt en strategi om international ekspansion. Som led i denne strategi har Central Group åbnet stormagasiner i blandt andet Vietnam og Kina.

Artiklens emner
BlackRock
Illum